Gravgaard: Anne Thomas' kaffekoordinering er langt fra nok

Den grønne trepart på Bornholm bliver ofte talt frem som et spørgsmål om dialog, samarbejde og tillid. Om kaffe, møder og gode relationer. Alt det er fint. Men lad os være ærlige: Den grønne trepart handler først og fremmest om penge. Mange penge.

Jorden, der skal omlægges, ejes af landmænd. Og landmænd er – ud over at være forvaltere af naturen – forretningsfolk. Jorden er deres levebrød, deres pensionsopsparing og deres sikkerhed. Hvis der er penge nok, kan alt forhandles. Hvis der ikke er, så kan ingen mængde kaffemøder flytte noget som helst.

Det er derfor en illusion at tro, at koordinering, dialog og lokale koordinatorer, som den nye formand for Bornholms Grønne Trepart, Anne Thomas (S) har foreslået, i sig selv kan realisere store arealomlægninger. Uden kontante midler til reelle jordkøb og attraktive aftaler bliver den grønne trepart på Bornholm et skrivebordsprojekt med pæne kort, god kaffe og røde stiplede linjer – og meget lidt natur i virkeligheden.

Selvfølgelig er det en styrke, at politikere, naturorganisationer og lodsejere kan samles om en fælles streg. Det pynter i ansøgninger og skaber ro i processen. Men ingen lodsejer sælger jord, fordi skitsen er flot. De sælger, hvis prisen er rigtig.

Og her står Bornholm i et alvorligt problem. De store millionbeløb, som andre grønne treparter rundt om i landet har fået stillet i udsigt, er vi gået glip af. Ikke fordi naturen her ikke har behov – men fordi det lykkedes Landbrug & Fødevarer at få skabt en bornholmsk undtagelse. Vi fik hverken pligt til at reducere kvælstofudledningen eller de penge, der fulgte med pligten. Resultatet er brutalt enkelt: Ingen krav, ingen midler.

Naturen har tabt første runde.

Anne Thomas’ nye rolle som formand for den lokale grønne trepart er derfor langt mere kontant, end den måske lyder. Hendes vigtigste opgave er ikke at skaffe midler til at koordinere kaffe med jordejerne, men at skaffe kapital. At åbne statskasser, fonde og puljer – og få Bornholm ind i det økonomiske maskinrum, hvor beslutningerne faktisk flytter jord.

Uden et meget stort millionbeløb er der ingen grøn trepart på Bornholm. Kun gode intentioner og lunken kaffe.

Lad os håbe, at Anne Thomas kan gøre det, hendes forgængere og systemet omkring Bornholm ikke har formået: At sikre, at der også kommer en anden halvleg – med penge på banen og natur i mål.