'For mine københavnske venner er det nærmest en dødssynd ikke at købe økologisk'

Mad er heldigvis noget, vi samles om og ikke noget, vi kaster efter hinanden.

Jeg har en gruppe venner, der siden 2013 har besøgt min familie og mig en gang om året. Samlet set ender vi gerne med at være omkring 25 mennesker på gården, som i fællesskab hjælper hinanden med alt det praktiske som indkøb, madlavning, opvask, osv. De kommer alle sammen fra københavnsområdet, og det er interessant at følge deres livsstil. Deres madvaner flytter sig mere og mere for hvert år der går og det fortæller mig noget om, hvad der rør sig blandt mennesker i de større byer.

Mine venner fra København er meget bevidste madforbrugere. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at for dem er det nærmest en dødssynd ikke at købe økologisk. De har selvfølgelig også spurgt meget ind til vores landbrug og brugen af pesticider. Vi drikker vand fra egen undergrund, så på et tidspunkt blev jeg konfronteret med, om vandet nu også var pesticidfrit (jeg kan berolige læseren om, at det er blevet testet frit flere gange). Vegetarisk mad er også blevet mere og mere vigtigt. Jeg indrømmer blankt, at min kødlyst ikke blev tilfredsstillet, da vi på vores bedste aften fik indisk vegetar-gryderet, mens der lå mørbradbøffer i fryseren. Gryderetten smagte godt, men jeg kunne godt have klemt lidt kød ned.

I dag er klimabelastning det helt store. Der bliver købt plantesmør og tofu. Havremælk er de ikke nået til – endnu. Madspild er også på dagsordenen, da det er en stor klimasynder. En af mine venner bager morgenboller, og han kan finde på at hælde ølsjatter, gammel youghurt, rester fra børnenes morgenmadsskåle, rester af chili con carne og andre mærkelige ting i brøddejen. Så kan han næsten undgå at smide mad ud. Tricket er hermed givet videre.

Med klimaspørgsmålet er mad pludselig blevet noget, vi diskuterer meget, når vores venner besøger os. De synes, det er et problem at jeg og andre spiser meget kød, da det jo er klimabelastende. Det er, som om mad er ved at blive en politisk markør – noget der siger noget om, hvem vi er. Vi har jo også et veganerparti, et politisk parti med udgangspunkt i en måde at spise på. Det er blevet et politisk spørgsmål, hvad andre mennesker spiser. I øjeblikket laver politikere planer for, hvad der skal spises i kommunerne. Jeg kan godt forestille mig, at der om få år vil være kommuner, der kun serverer vegetarisk i deres kantiner (hvis det ikke er tilfældet i dag). Det er som om, der foregår en politisk madkamp nogle steder i Danmark.

Jeg fornemmer også at nogle af mine venner skammer sig en lille smule over at købe noget, der er lidt ”forkert”, og det er nok noget, vi vil se mere af fremover. Mange af dem er ret glade for smør og ost. Desuden bliver der også købt andre ting, når de har meget travlt, f.eks. fast food.

Heldigvis er der ikke madkamp, når vores venner kommer og besøger os. På trods af, at vi og vores venner diskuterer mad på livet løs, så forsøger vi ikke at belære eller ændre hinanden. Min måde at leve på bliver fuldstændig respekteret, og jeg bliver inspireret til at prøve nye ting. De kommer igen næste år, og jeg tror det bliver ved mange år endnu. Jeg er glad for at kunne følge tendenserne i byerne, og jeg synes også, de har godt af at kende en bornholmsk landmand. Vi har det altid hyggeligt, og vi spiser altid god mad, med og uden kød. Mad er heldigvis noget, vi samles om og ikke noget, vi kaster efter hinanden.

 

Frederik Tolstrup

Er kommentator i Tidende.

Landmand syd for Aakirkeby

Far til tre og gift med Julie.

‘Jeg er medlem af Venstre, men vil anstrenge mig for ikke at være partipolitisk. Glæder mig til en god debat om Bornholm om alt hvad der rører sig på vores ø.’