Flere partier er godt for demokratiet

Flere partier er godt for demokratiet
Der er efterhånden mange partier at vælge i mellem, når der skal sættes kryds til politiske valg. Arkivfoto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 5. marts 2025 • 19:00
Af:
Lave K. Broch
hovedbestyrelsesmedlem i Demokraterne - hele Danmark skal leve
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 5. marts 2025 • 19:00

Styrkelse af demokratiet

 

Valdemar Svendsen fra VU synes, at der er for mange partier i Danmark (Bornholms Tidende den 28. februar).

Jeg forstår, at det kan være irriterende for nogen, at der mere at tage stilling til. Men faktisk er det en styrke for vores demokrati, at der er mange partier. Det væsentligste argument for mange partier er, at flere holdninger bliver repræsenterede i Folketinget.

Gennem dialog og forhandling når vi forhåbentlig til bedre beslutninger og et bedre samfund. I lande med få partier - for eksempel USA og Ungarn - er det også nemmere at svække demokratiet og retsstaten.

Flere holdninger

Flere partier åbner op for, at flere synspunkter kommer til orde i Folketinget.

Set fra et bornholmsk perspektiv, så har der for eksempel manglet en mere grundlæggende diskussion af, hvordan staten kan opleve store overskud, mens der sker store nedskæringer i kommunerne - og ikke mindst på Bornholm.

Regeringen har jo ikke spillet med åbne kort om dansk økonomi og fik sågar afskaffeStore Bededag, som vi havde haft siden 1686 - selv om der blev fundet flere milliarder lige bagefter. Vi har jo også råd til at stoppe de nedskæringer, der sker i vores samfund, og som for eksempel rammer børn, unge og ældre.

I stedet for at give skattelettelser til de rigeste, så kunne vi desuden have givet alle danskere skattefinansieret tandpleje. Beregninger viser, at det vil koste omkring 11 milliarder kroner.

Store partier er ikke en garanti

De store partier er heller ikke altid et værn for demokratiet.

Det er for eksempel set herhjemme med vedtagelsen af offentlighedsloven - eller skal vi kalde den "mørklægningsloven".

Mørklægningsloven betød blandt andet, at offentligheden i mindre grad kan få indsigt i samarbejdet mellem ministre og embedsværk. Netop aktindsigt i ministerbetjening har været en af de væsentligste årsager til vigtige journalistiske afsløringer som for eksempel den daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens overbetaling til privathospitalerne.

Derfor er jeg aktiv

En af hovedårsagerne til, at jeg er politisk aktiv, er mit ønske om, at magten skal være så tæt på befolkningen som muligt.

Vi har brug for at styrke demokratiet, styrke dialogen i samfundet og styrke borgernes muligheder for politisk indflydelse. Der er meget, som fungerer rigtig godt i Danmark, men vi bør styrke demokratiet og velfærden - og vi er nødt til at lave en grøn omstilling med folkelig indflydelse.

Hele Danmark skal leve!

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT