Fleksboligejere ønsker mulighed for dispensation

SYNSPUNKT | ABONNENT | 7. JUN 2023 • 07:30
Af:
Marc Alex Ib Uhrenholt
formand
Foreningen Flexboligejere Bornholm
SYNSPUNKT | ABONNENT
7. JUN 2023 • 07:30

En bevilling af dispensation vil give mulighed for at kunne flytte folkeregisteradresse til Bornholm og dermed skattegrundlag og på den måde bidrage til Bornholms udvikling.

Kommunens administration og Enhedslisten, DF og Bornholmerlisten har gjort det uattraktivt for fleksboligejere at flytte til Bornholm med deres skattegrundlag.

Ærgeligt, når kommunen kunne bruge indtægterne og tilflyttere.

Ved at stemme for den af administrationen foreslåede model 8, som alternativ til model 7, gjorde et kommunalbestyrelsesflertal det den 27. april uattraktivt for en række fleksboligejere at tilflytte Bornholm med deres skattegrundlag.

Desværre var der på kommunalbestyrelsesmødet ikke en god debat imellem forskellen på model 7 og model 8.

Ved model 8 bortfalder fleksboligtilladelsen, hvis man rykker sin folkeregisteradresse til Bornholm.

Mange fleksboligejere ønsker ikke at flytte til Bornholm, hvis prisen er, at fleksboligtilladelsen bortfalder, fordi de ønsker en sikkerhed for, at ejendommen kan sælges eller gå i arv, som en fleksbolig.

Valget af model 8 blev et slags kompromis, da de forskellige partier, der støttede model 3 henholdsvis model 7, ikke kunne få etableret et flertal for nogle af disse.

Ærgeligt for de fleksboligejere, der gerne ville tilflytte Bornholm, fordi der på tværs af kommunalbestyrelsen jo indtil mødet den 27. april syntes at være et flertal for 'fri vekslen imellem fritids- og helårsanvendelse', som er en del af både model 3 og 7, men ikke model 8.

Ærgerligt for Bornholm, der misser nogle skatteindtægter og et potentiel øget boligudbud via heltidsudlejning af fleksboliger.

Fri vekslen mellem fritidsanvendelse og helårsanvendelse vil være positivt for Bornholm i form af potentielle tilflyttere blandt fleksboligejere og øget skattegrundlag, uden at det reducerer boligudbuddet.

Det vil også give fleksboligejere muligheden for at heltidsudleje deres boliger til folkeregisterregistrerede lejere uden at miste fleksboligtilladelsen og dermed potentielt øge boligudbuddet.

En udvikling, der også ville kunne tiltrække forskellige kompetencer/ressourcer, som kan komme i spil i forhold til Bornholms udvikling.

En udvikling der potentielt for eksempel kunne betyde mere vinterlys i vinduerne på det kommende Gefion-projekt i Nexø og i nuværende fleksboliger.

Vores forening foreslog inden 27. april nogle af de politiske partier at inkludere en dispensationsordning ved en potentiel afstemning om model 8, men der blev desværre ikke fulgt op på dette på kommunalbestyrelsesmødet den 27. april.

Vi opfordrer til, at kommunalbestyrelsen vedtager en dispensationsmulighed, som indbygges i administrationsgrundlaget.

Det vil sikre, at de fleksboligejere, der ønsker at tilflytte Bornholm eller ønsker at heltidsudleje deres bolig, faktisk kan gøre dette uden at miste deres fleksboligtilladelse.

Foreningens forslag:

a) Administrationen kan give en tidsubegrænset dispensation, hvis enkelte nuværende fleksboligejere med tilladelsesart 8 anmoder om tilladelse efter tilladelsesart 7.

Eller

b) Administrationen kan give en tidsbegrænset dispensation, hvis enkelte fleksboligejere med tilladelses art 8 anmoder om tilladelse efter tilladelsesart 7.

En sådan dispensation kan være personlig i nuværende ejertid og bortfalde ved arv og ejerskifte, hvor tilladelsen så tilbagevendes til tilladelsesart 8.

Foreningens argumentation:

En bevilling af dispensation vil give mulighed for at kunne flytte folkeregisteradresse til Bornholm og dermed skattegrundlag og på den måde bidrage til Bornholms udvikling.

En dispensation vil endvidere sidestille fleksboligejere med de sommerhusejere, der har lov til at have folkeregisteradresse i deres sommerhuse, og det giver god mening, når fleksboliger i anvendelsesøjemed i en vis udstrækning følger sommerhuslovgivningen.

En dispensationspraksis vil åbne for fleksboligejeres mulighed for at udleje deres boliger til bornholmere, der ønsker folkeregisteradresse på deres adresse og dermed potentielt hjælpe med at øge boligudbuddet.

En bevilling af dispensation til nogle fleksboligejere (efter anmodning herom) vil ikke stille andre fleksboligejere dårligere end den retsstilling, de har i dag

Vores forening vil fortsat arbejde for, at model 7 vedtages (måske i 2025 i en anden kommunalbestyrelse) og for, at dispensation kan gives indtil da.