Europa, ryk sammen i bussen!

I morgendagens verden må Europa stå tættere sammen.

Kort tid efter det amerikanske præsidentvalg i november skrev jeg en opgave i samfundsfag.

Emnet var amerikansk udenrigspolitik. Jeg skulle blandt andet diskutere hvilke konsekvenser, som valget af Trump, samt hans udnævnelse af udenrigsminister Marco Rubio og national sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, kunne få for USAs rolle i verden.

Jeg kunne ud fra min opgave konkludere, at valget af Trump ville føre USA i en markant mere protektionistisk retning, hvor omverdenen måtte passe sig selv, og at der derfor ville være plads til andre aktører på den internationale arena et scenarie, som jeg ikke så som en positiv ting.

Virkeligheden

Her, fire måneder efter det amerikanske valg og halvanden måned efter, at Trump blev USAs 47. præsident, er virkeligheden dog en helt anden og langt værre end, hvad jeg havde forventet.

Toldkrige mod allierede, direkte trusler om annekteringer og sidst, men ikke mindst, den retorik, Det Hvide Hus har rettet mod Ukraine og den ukrainske præsident. Disse rædsomme realiteter er alle scenarier, som de færreste havde kunnet forudse.

Det er derfor også forståeligt, at flere statsledere er blevet ”taget på sengen”.

Nye forbrødringer

Den internationale arena har i den grad ændret sig, hvilket betyder, at vi både som nationer og internationale unioner er nødt til at forberede os på, at vores sikkerhed og værdier må garanteres på andre måder.

Den amerikanske regering rækker i disse tider hånden mere og mere ud mod Rusland og Putin, og det er nu realistisk, at amerikanerne i fremtiden ikke vil komme til at være garanten for Vestens sikkerhed og værdier, som de har været siden 2. verdenskrig.

Det må Mette Frederiksen og de andre vestlige statsledere efterhånden også selv indse, og måske er det på tide at overveje, hvordan vi ellers i fremtiden kan værne om vores sikkerhed og værdier.

Et sammentømret Europa

Amerikanerne har siden Trumps indsættelse haft svært ved at skelne mellem venner og fjender, og jeg ser det derfor som en nødvendighed, at vi lige så langsomt fjerner blikket fra det amerikanske kontinent og forbereder os på at kigge mod vores egen ”baghave” som alternativ.

Det er selvfølgelig afgørende at forsøge at vedligeholde Nato-alliancen, men jeg tror også, at et godt bud på at skabe en form for stabilitet og garanti i fremtiden er ved at styrke og udvide samarbejdet med vores europæiske naboer.

For jeg tror nemlig, at EU i fremtiden vil spille en meget større rolle i denne garanti. EU står allerede stærkt på den internationale scene, men har meget mere potentiale.

Udvid og forstærk EU

Stemmer på begge yderfløje står ofte klar til at råbe vagt i gevær hver gang, at der tales om at give EU flere beføjelser.

Snak om bureaukrati og plastiksugerør er blandt drivkræfterne for disse stemmer, og selvfølgelig er EU ikke fejlfrit, tværtimod, men i den realitet, som vi kigger mod, ser jeg det som en nødvendighed, at vi giver EU de ”muskler”, der skal til for at kunne konkurrere og hamle op med de andre stormagter. For vi må da kunne finde en måde at give EU den magt, der behøves for at sikre Europa, uden at det ender i ubetydelige forbud og marginalpolitiske indgreb.

De ”muskler”, som jeg taler om, kan dække flere områder. Fra den omtalte ”EU-hær” og ”den europæiske atomparaply”, som kunne fungere som alternativer, men også som samarbejdspartner til Nato-alliancen, til en fælles import/eksport politik, hvor europæiske virksomheder foretrækkes, både for europæere, men også for resten af verden.

Der er selvfølgelig mange flere områder, hvorpå man kan knytte EU bedre sammen, og jeg skal ikke gøre mig klog på dem alle. Jeg ved dog, at der ligger uendelige muligheder i samarbejdet med vores europæiske naboer.

Kommer medlemslandene til at gå på kompromis med suverænitetsfølelsen? Sandsynligvis, men jeg mener, at det er det værd og tror på, at fremtiden står i europanismens tegn.

Valdemar Svendsen er 17 år gammel, medlem af Venstres ungdom og går på Campus Bornholm. Han bor i Rønne.