I dag betaler staten 375 millioner hvert år til Bornholmslinjen for at sørge for færgedriften. Den støtte ville blive overflødig, hvis vi får en tunnel. I stedet kunne man bruge den til at finansiere en sådan forbindelse.
En tunnel koster altså bare, hvad der svarer til 16-21 års færgedrift og har en levetid på mere end 21 år. Tunellen vil ligesom Storebælt og Øresund kunne have fine billetindtægter, der kunne dække både drift og en del af investeringen. Derfor er det en fremragende ide at arbejde videre for en tunnelforbindelse mellem Bornholm og Sverige.
Den kan både sikre vores forsyning, sænke udgifterne til færgestøtte og skabe endnu mere vækst og bevægelighed til og fra Bornholm uanset storm og navigation.
Foreningen Bornholmtunnel forsøger at rejse 1 million kroner til en forundersøgelse til tunnelen. I dag har foreningen fået et nyt medlem, og vi opfordrer til, at der kommer flere, der støtter den visionære idé.