Det er en enestående mulighed

Det er en enestående mulighed
Michael Stoltze. Arkivfoto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 15. februar 2025 • 15:30
Af:
Michael Stoltze
medlem den lokale grønne 3-part for DN
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 15. februar 2025 • 15:30

Den Grønne Trepart er en enestående mulighed for Bornholm, mener Michael Stoltze.

Trepartsaftalen er noget helt nyt, der for alvor vil kunne styrke landbruget, naturen, kulturen, turismen og ikke mindst fællesskabet på vores ø i det kriseramte hav.

Mit forhold til Bornholm spirede og groede frem for længe siden.

Et ualmindeligt held betød, at jeg blev født og voksede op på landet på Nordbornholm, hvor jeg lærte naturen, landbruget, fiskeriet, skovbruget, stenindustrien, kunsten og kulturen at kende. Studier og job førte mig væk fra øen i en årrække, men i 2014 vendte jeg tilbage, fordi jeg gerne ville være tæt på mine forældre på deres gamle dage, og fordi øens folketal var sunket til under 40.000.

Siden 2014 er mit forhold til øen vokset videre, og jeg kan med sindsro erklære, at det aldrig har været stærkere og mere hjerteligt end nu.

Forandring

Bornholm forandrer sig og har også forandret sig i sin grundvold.

I min barndom og ungdom var de bærende erhverv landbrug, fiskeri, turisme, sten- og lerindustri og en del skovbrug. Nu er fiskeriet væk, og sten- og lerindustrien er skrumpet betydeligt. Fiskeriets sammenbrud er et tragisk og gevaldigt bovskud mod skuden, der sejler i det døende hav. Her kommer den historiske trepartsaftale som et stærkt værktøj, der kan rette skuden op.

Landbruget og turismen er nu Bornholms bærende erhverv, og selvom stenindustrien og for eksempel fiskeri efter slid og brisling til konsum kunne komme til at fylde noget mere om nogle år, så vil landbrug og turisme uden tvivl fortsat være bærende i mange, mange år fremover. De to erhverv skal spille sammen med hinanden, sammen med os bornholmere og handle i forhold til de kriser, vi skal fri af: Klimakrise, miljøkrise, naturkrise, trivselskrise og økonomisk krise. Kriser, som vi kan og skal håndtere.

Treparten kan!

Det kan Den Grønne Trepart. Den er skruet sammen på en måde, der ikke er prøvet før, og den har fået sit eget ministerium.

Den store klima- og miljøaftale går overordnet ud på at tage i alt 390.000 hektar dyrket jord ud til natur og skovbrug. 250.000 hektar (cirka 62 %) skal være natur, og 150.000 hektar (cirka 38 %) skal være skovbrug. Regeringen har afsat 43 milliarder kroner, og oven i dette har Novo doneret 10 milliarder kroner, så i alt er der 53 milliarder kroner til Grøn Trepart.

Langt de fleste af disse midler skal gå til tinglysning og opkøb, så de 240.000 hektar natur og 150.000 hektar skov til skovbrug bliver etableret inden år 2045. Det geniale ved aftalen er, at den har et konkret og ambitiøst arealmål, at den har en solid, langsigtet finansiering, og at de to sædvanligvis stridende parter – landbruget og Naturfredningsforeningen – har landet en forpligtende aftale.

Der er nu en klar, bunden opgave, som ingen af parterne kan løbe fra, og den er i tråd med befolkningens ønsker til fremtidens arealanvendelse, som vi kender fra en større folkehøring foretaget af Teknologirådet. Høringen afslørede et udbredt ønske om, at Danmark fortsat skal være et landbrugsland, men at det opdyrkede landbrugsareal skal reduceres fra de nuværende 60 procent til cirka 50 procent.

Bornholms særstatus

Bornholm har en særstatus i Grøn Trepart, fordi øen i første omgang ikke har et krav om at reducere udledningen af kvælstof.

Til gengæld er det i aftalen specifik nævnt, at også Bornholm kan søge ind i ordninger for skovrejsning og udtag af lavbundsjorde og anvise potentialer for store, sammenhængende naturområder og -projekter.

Alt dette åbner for et væld af muligheder, som kan blive af kolossal værdi for landbrug, natur, kultur, turisme og ikke mindst Bornholms økonomi, hvis vi samarbejder og kender vores besøgstid.

Mange gode og omstillingsparate landmænd på Bornholm har oplevet håbløst bureaukrati, ventetider og spild offentlige midler til ingenting i forsøg på at udtage jord efter de gældende ordninger. Det er helt galt. Derfor er det godt, at tavlen nu viskes ren, så man med Grøn Trepart som værktøj kan udtage arealer til natur eller skovbrug på en helt anderledes enkel måde.

Gave til Bornholm

Den Grønne Trepart er en gave til Bornholm, en gamechanger, som det hedder på godt udenlandsk.

For at få det maksimale udbytte for alle parter, skal vi slå en mental kolbøtte og gå til stålet så stærkt og samlet, at pengene flyder i retning af vores ø. Landbruget og DN skal lytte til hinanden og finde sammen som makkerpar, så vi når i mål. Vores mål er, at Bornholm bliver en endnu mere fantastisk landbrugs- og fødevareø med et væld af værdifulde produkter og en endnu mere enestående kultur og natur.

Vi skal nu sætte os til bordet og løse opgaven, der består i at finde frem til den optimale beliggenhed af de mindst 15 procent dyrket landbrugsjord, som vi bør tage ud. Det skal vi gøre i løbet af de næste måneder.

Når vi er i mål med det, så kan vi sende et stærkt signal til dem, der sidder på pengekasserne, og skulle de afsatte midler ikke slå til, så er der de seneste år opstået stribevis af store fonde, der uddeler betydelige midler til naturgenopretning og skovrejsning. Så lad os hurtigst muligt komme i gang med at finde arealerne og herunder gerne et eller flere flagskibe med stor, sammenhængende natur.

Jeg glæder mig utroligt til samarbejdet med landbruget, kommunen, staten og alle jordejerne og borgere på Bornholm. Nu har vi chancen for ikke bare at afhjælpe kriserne, men også at tage et kvantespring fremad for vores ø.

Vi er fælles om det.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT