Det er aldrig for sent at gøre noget

Vi kan selv gøre noget!

Som alle vi ældre godt ved, mister vi noget muskelstyrke med alderen. Men hvis vi alle bare styrketræner lidt, kan vi med garanti blive selvhjulpne i flere år.

Det er vigtigt at træne balancen for at undgå faldulykker. Men hvorfor er det egentlig, at vi mister muskelstyrken?

Hvis vi ikke dyrker motion og styrketræner, så mister vi på sigt motorneuronerne, som det så fint hedder. Men netop ved at træne styrker vi dem. Gør vi det ikke, så kommer der et tidspunkt, hvor disse motorneuroner ikke længere står til at redde. Allerede fra 60-årsalderen går det stille og roligt ned ad bakke. Alligevel kan det godt betale sig at træne sine muskler.

Stolegymnastik - jeg lo, men er blevet klogere

Mange af vores ældre medlemmer går ugentligt til det, der kaldes stolegymnastik eller stoleyoga.

Jeg havde kun latter til overs for dette fænomen, indtil jeg selv prøvede det. Jeg går nu selv til det en gang ugentligt sammen med 25-30 søde ældre damer - byens fruer, så at sige.

Ud over motionen, så spiller det sociale selvfølgelig også en stor rolle. Men jeg kender jo også hver eneste af dem her fra byen, hvor jeg bor, og det er en sand fornøjelse at se, hvad selv de, der nu er kommet op i 90'erne, egentlig kan udrette.

Altid en hjælp

Jeg må skam selv hænge i for at følge med.

Selvom vi aldrig kan vinde de førnævnte motorneuroner tilbage, så er der selvfølgelig meget at hente ved at træne. Selv hvis man først starter med at styrketræne som 80-årig, kan man stadig forbedre samspillet mellem muskler og neuroner, siger forskerne bag et studie.

Så det gælder bare om at finde en træningsform, der gør dig glad og som passer ind i din egen hverdag - for eksempel sammen med andre.

Flere af kvinderne har desuden også dannet små gåtursgrupper, i hold af fire til seks personer. Så går kaffedrikningen bagefter på skift hos hinanden. Dertil er jeg dog ikke kommet endnu, men jeg hænger skam i.

Svært at erkende

Som tidligere aktiv fodboldspiller gennem et langt liv er det enormt svært at måtte erkende, hvor forsømt og dårligt vedligeholdt ens fysik er blevet gennem de sidste 30 år.

Det er nærmest pinligt, hvor lidt fysisk styrke, der er tilbage i det nedslidte kropshylster. Derfor er det en ekstra stor fornøjelse at være kommet i gang med lidt fysisk aktivitet. Som hjertesvigtspatient, med kronisk neuropati som sidegevinst, gælder det om at holde sig i gang.

Så nu står den, foruden en struktureret fire måneders slankekur, også på lidt cykling, lidt volleybold, nul alkohol, (nu på 21. år), og tre liter vand dagligt.

Noget, der animerer mig stærkt, er, når jeg ser, hvordan så mange i min omgangskreds - både tidligere arbejdskammerater, fodboldkammerater og gamle venner og bekendte “piver ned af hylderne”, altså dør alt for tidligt.

Man render jo snart til to-tre begravelser om måneden. De dage, hvor man har mindst lyst til motion, er netop der, hvor man skal tage af sted. Man får det så godt bagefter.

For det gælder ikke så meget om at ældes med ynde, men mere om at leve så længe som muligt.