Demokratiet er for smukt til et grimt sprog

Politikere er alt for ofte udsat for en hård tone på de sociale platforme. Netop derfor må de selv gå forrest med respekt, mådehold og ansvar.

Jesper Gredsted Smidth fra Enhedslisten. Indtil tirsdag var det ikke så meget, vi i den brede offentlighed havde hørt om ham. Tilbage i april havde vi ham som dagens navn i Tidende, hvor han blandt andet fortalte om, at han har været politisk aktiv i hele sit liv, at han er biavler, og at han er asatro og dyrker de nordiske guder.

Tirsdag morgen fandt vi så ud af lidt mere om den venstreorienterede mand fra Pedersker, da Radio IIII bragte historien om, at nummer fire på den bornholmske liste Ø altså har været på Facebook og beskylde vores justitsminister for at være nazist. Han hævder angiveligt også, at han aldrig har set en socialdemokrat, der ikke var racist.

Det er ytringer og beskyldninger, der er langt, langt over grænsen for, hvad der kan rummes i en demokratisk samtale.

Jesper Gredsted Smidth har efterfølgende erkendt sin fejl og slettet sine opslag. Heldigvis da.

Men altså: Tonen er ubarmhjertig på de sociale platforme. Ofte står politikere forrest i skudlinjen, og det sidste, vi har brug for, er politikere, der går forrest med den giftige retorik.

Hvis man vil være folkevalgt, må man ikke synke ned på det her niveau. Ord skaber virkelighed, og når sproget bliver beskidt, bliver debatten det også. Som politiker – lokal eller national – har man et særligt ansvar for at holde den gode og kontruktive tone, også selv om man bliver vred, frustreret eller føler sig uretfærdigt behandlet.

Demokratiet efterspørger mennesker, der kan diskutere med skarphed og respekt. Når man gør det stikmodsatte, er man en del af et problem, der desværre er i hastig vækst.

Derfor ender historien om Jesper Gredsted Smidths gøren og laden på de sociale platforme næppe bare med en undskyldning og nogle slettede kommentarer. Desværre for ham.