Debat: Der er meget, vi er gode til

Debat: Der er meget, vi er gode til
Tejn Havn, hvor Wonderfestiwall har planer om et nyt koncertsted. Foto: Berit Hvassum
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 17. OKT 2021 • 19:54
Af:
Kjeld Pedersen
 Haslevej 132
 Rønne
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
17. OKT 2021 • 19:54

Vi er ikke Shangri-La, et eventyrsamfund med fred, ro og evig lykke. Men vi er ikke helvedes forgård, som nogle gerne vil udstille os som.

Polemisk spørger Tidende tirsdag, er der snart ikke noget vi er gode til?

Baggrunden er en overskrift om dårligt erhvervsklima og ditto idrætsrammer på Bornholm.

Mit svar er: jo, der er en hel masse, men i disse dage gælder det åbenbart om at få sværtet Bornholm til på et tyndt grundlag, og det er vi med Tidende i spidsen verdensmestre til. Stort set alt er det galt med.

Lad mig give nogle eksempler.

Direktøren for et bryggeri på Tejn Havn giver et eksempel på, at der var/er en lang sagsbehandlingstid på projekter, han er med i. Det bliver fluks udlagt som dårligt erhvervsklima, men det har vi da kun hans ord for. Det er jo et partsindlæg.

Det er kun den ene side, vi hører, men når det er en direktør, der siger det, så står journalister og andre ret, han er jo direktør.

Han taler om en koncertsal og et hotel på Tejn Havn, det ville da være noget for en vågen og nysgerrig journalist at gå efter.

Dansk Industri fortæller med få års mellemrum om den dårlige erhvervsservice på Bornholm.

Hvornår går en journalist i dybden med den undersøgelse, og ser hvad det reelt er, man måler Bornholm på. Det gør man ikke, for når DI siger noget, så er det sandt.

Peter Juel-Jensen spørger ministeren om, hvornår en minkavler på Bornholm får sin erstatning?

Det kan han og journalisten se på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Udbetalingerne begyndte 1.oktober, det fik minkavlerne besked på omkring 20. september.

Så er der indsigelsesfrister osv, enkeltstående ting, man skal tage stilling til osv, men processen er i gang, det er spil for galleriet, og Tidende ser det ikke.

Man får en formand for BUPL med på vognen, da man spørger ham, om Bornholm er et godt sted for børn at vokse op. Han tvivler, fluks kommer han i avisen.

Hvis en formand for BUPL ikke kan se, at Bornholm er et godt sted at vokse op, så skulle han finde et andet arbejde.

Bornholm er et fantastisk sted på mange områder. Det er nemt at komme ud i naturen.

Vi har ikke den larm, og den kriminalitet, man ser i større byer. Afstandene på øen er begrænsede, til glæde for såvel ung som gammel, vi er et af de steder i landet, hvor der er færrest indbyggere pr.idrætsanlæg.

Vi har et musikhus, museer, store som små, vi har udstillingsteder baseret på frivillig arbejdskraft, som kan give sammenhold og kitte et område sammen. Vi har et gammelt teater, der snart fylder 200 år. Børnecirkus, teatergrupper og en vældig grøde i det grønne Bornholm.

Vi har et overskueligt samfund, det er heller ikke dårligt.

Nej, vi er ikke Shangri-La, et eventyrsamfund med fred, ro og evig lykke.

Men vi er ikke helvedes forgård, som nogle gerne vil udstille os som.

 


Tidende svarer

Kære Kjeld Pedersen,

Bornholm er fantastisk, og Tidende er sammenholdet om Bornholm. Det er derfor helt forkert, hvis du og andre har fået indtrykket af, at vi ønsker at være verdensmestre i at sværte Bornholm til. Vi ønsker at medvirke til at gøre Bornholm endnu bedre. Det gør vi ved at kigge magthaverne i kortene, berette om de ting, der sker på Bornholm og dyrke den gode debat, som dit indlæg her også er udtryk for. Tak for de gode input til de journalistiske opgaver.

Kristoffer Gravgaard, chefredaktør, Tidende