De ville genere mig - eller ville de?

KOMMENTAR | ABONNENT | 3. JUN 2024 • 16:00
Af:
Niklas Stenbye
kommentator
KOMMENTAR | ABONNENT
3. JUN 2024 • 16:00

Niklas Stenbye er en af de nye kommentatorer i Bornholms Tidende, som med jævne mellemrum vil give sine meninger til kende. Niklas Stenbye er tidligere formand for Bornholms Ungeråd samt nuværende formand for Venstres Ungdom Bornholm samt folketingskandidat.

Lille Niklas.

Da jeg var lille var jeg meget uenig i meget af det mine forældre bestemte. Jeg var overbevist om, at alt, at de bestemte, havde til formål at genere lille stædige Niklas - skidetarveligt faktisk.

Da jeg blev ældre var jeg også meget uenig i mange ting. Mest relevant var jo min skole på Kongeskær. Med samme ’Rasmus modsat’ attitude turnerede jeg rundt til nær og fjern med budskabet om, at ledelsen og lærernes beslutninger og regler var unødvendige og ulogiske med det ene formål at bestemme over os elever.

Hele verden, eller i dette tilfælde alle elever inden for en diameter af overbygningens toiletter og glemmekassen på den store gang vidste, at jeg var utilfreds.

Revolution?

Hvad bildte ledelsen sig egentlig ind? - at komme her og være uenig med os? Den logiske og affektive konsekvens måtte jo være, at eleverne i samlet flok skulle begå revolution. Vi måtte simpelthen gøre oprør - smide med stolene, lime os fast til fodboldbanen, og kaste maling på lærerne - for derefter at gå hjem til vores forældre og fortælle dem hvor meget de har ødelagt vores fremtid ved ikke at lade os gøre som vi ville. – Hvad siger du? Nej vel?

Tanken strejfede mig aldrig. Hvad i alverden ville jeg dog få ud af det? I stedet blev jeg elevrådsrepræsentant i skolen og tog nogle gode lange snakke med de gamle om hvordan vi hver især oplevede virkeligheden. Og ved du hvad? Det var faktisk meget rarere. Fik jeg min vilje? Nej. Men blev jeg lyttet på og respekteret? Ja da.

Splittelse

I dag er vi mere splittede end vi har været længe - tag bare Israel og Palæstina konflikten. Ja, jeg ved hvad du tænker. ”Åh nej”. Og du er ikke alene. Over 70% af danskerne tør ikke eller fravælger aktivt at snakke om den her konflikt. 70%!

Debatten er for voldsom, og det er svært at have en nuanceret samtale om den. Hvis man mener at Israels handlinger er kritisable så behøver der ikke at gå lang tid før man bliver stemplet som ’anti-semit’. Omvendt skal man også passe på med at udtale sig for kritisk om Palæstina, Hamas eller at påpege jødernes ret til sikkerhed. I så fald kan du blive mødt med ord som ”børnemorder” eller beskyldninger om at ønske etnisk udrensning. Det er sådan nogle ting, som gør, at folk fravælger samtalen. Det skal vi tage alvorligt. Vi er et liberalt demokrati. Vi passer på den almene borger og hos os er det ikke altid den, der råber højest, som får ret. Desværre synes det dog at være opfattelsen fra flere og flere aktivister.

Det liberale demokrati

Den 8. marts afbrød pro-palæstinensiske aktiviser statsministeren ved et arrangement hos Kvinfo, hvor statsministeren skulle holde tale om kvinder - både i Danmark og i mellemøsten. Overdøvet af grove og voldsomme tilråb måtte statsministeren dog opgive og forlade talerstolen til stor skuffelse for det massive flertal af forventningsfulde tilskuere.

1. Maj blev en for mange ellers festlig dag i Fælledparken afbrudt af pro-palæstinensiske aktivister, som maste sig frem i folkemængden, skubbede til journalister, skreg og teede sig. Selvom Peter Hummelgård gennemførte talen, så var det tydeligt at den ellers festlige stemning var væk. Grædende børn og utrygge gæster er ikke det jeg plejer at forbinde med arbejdernes kampdag - og det fortsætter.

På Københavns Universitet har studerende camperet i telte for at demonstrere. Det er der sådan set intet i vejen med. Men når undervisere og lektorer bliver svinet til og forhindret i at møde på arbejde, så er der noget galt. Hvis du mener at det er gået for langt med al den ’woke’ politik eller blot tillader dig at være kritisk, så skal du holde øje med, om din indbakke bliver fyldt med hadbeskeder om, at du bare en privilegieblind ciskønnet hvid mand. Omvendt hvis du sætter spørgsmålstegn ved normen, så er du måske bare en psykisk forstyrret fanatiker?

Eller når klimaaktivister limer sig fast på vejen, og dermed forhindrer hundredevis af mennesker i at komme på arbejde, og i samme sekvens får hundredvis af biler til at stå i tomgang og lukke endnu mere CO2 ud? Eller når Cirkusrevyen, Melodigrandprix og X factor bliver forstyrret af aktivister bevæbnet med orange bannere, som løber op på scenen i et forsøg på at ”blive hørt”.

Min påstand er, at det snart er mere reglen end undtagelsen, at fredelige arrangementer i enhver form skal besøges af aktivister. Men hvad nytter det? Absolut ingenting overhovedet. Måske får det bare endnu flere til at være uenig med dig?

Ny virkelighed?

Hvis dette er den nye virkelighed, er det så egentlig ikke meget forståeligt at folk ikke har lyst til at være med mere? Nytter det noget at mene noget om klimaet, når standarden for klimahandling handler om hærværk og civil ulydighed? Hvem tør have en meningsfuld samtale eller holdning til Mellemøsten, når den eneste holdning som er tilladt tilhører de, som råber højest og grovest? Det er nok bedst at jeg bare lader være.

Det er svært at være nuanceret nu om dage. Det er også svært ikke helt at være afklaret med tingene. Det er sågar også svært at være voksen. Pludselig skal alle tidligere generationer udskammes for at have ødelagt tilværelsen for alle fremtidige unge. Er du over 30? Hvad bilder du dig egentlig ind? Hvordan kan du dog se dig selv i øjnene, når du, uvidende selvfølgelig, har ødelagt hele verdens eksistensgrundlag! Kan du genkende det? Er du ung er det også et problem. Hvor vover du at have en holdning til noget som helst. Du aner jo intet om verden!

Du er ikke alene

Skal vi nu ikke forsøge at lade være med at grave den generationskløften endnu større?

Jeg siger ikke, at folk ikke må demonstrere eller have en klar holdning. Der findes mange mennesker i dette land som har en fuldt berettiget aktie i den forfærdelige konflikt i Palæstina og derfor føler behov for at råbe op. Det synes jeg de skal! Men måske skal det foregå på en anden måde hvor man ikke skræmmer folk væk, men i stedet åbner op for dialog.

Der er forskel på at lytte og så at være enig. Der er forskel på at demonstrere og at ødelægge hverdagen for andre. Til dig der måske kan genkende utilpasheden ved at have en anden eller nuanceret holdning; Du er desværre ikke alene.