Containerboliger: En positiv løsning

KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 2. marts 2025 • 15:24
Af:
Benny Elman-Larsen
KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 2. marts 2025 • 15:24

 

I september 2024 sendte jeg nedenstående forslag til brug for kommunalbestyrelsen. En rigtig god og positiv løsningsmulighed, synes jeg.

Det gælder både i lyset af de forvaltningsmæssige forhindringer, som kommunen skal følge (kan ikke være bygherre), samt med hensyn til hvor hurtigt, at man kunne få etableret noget, som kunne afhjælpe mange aspekter af boligbehov i den kommende tid.

Det gælder ikke mindst for interesserede, der vil komme her for at se, om de kan opbygge et liv, som de vil have på øen uden at investere penge i bolig - penge som mange ikke har.

Hvis fredagens artikel med hensyn til midlertidige boliger er resultatet af dette positive forslag, så må jeg konstatere, at dele af kommunalbestyrelsen opfører sig mildest talt destruktivt.

Mit forslag

Min tekst i september 2024 så sådan ud:

“I Holland har man for studenter løst en del af boligproblemet med containerboliger, se linket nedenfor.

Kunne man ikke tænke noget sådant ind i forbindelse med den konstante mangel på lejeboliger her, som medfører, at mange, der gerne vil være her, ikke kan finde en løsning?

Kunne man måske lease det hele og finde fornuftig finansiering således, at BRK ikke bliver bygherre, men kører det under en form for drift med ekstern finansiering?

Det kunne løse det potentielle problem for blandt andet nye konstabler, midlertidigt ansatte, nye interesserede familier etc., og for dem ville denne løsning være perfekt - og endog konkurrencedygtig i forhold til markedet.

I den refererede artikel siges det, at man i Alkmaar, Holland, hurtigt har kunnet realisere op til 100 boliger på denne måde, og at lejen andrager 350 euro per bolig.

Jeg tænkte, at dette måske kunne skubbe vanetænkningen inden for dette felt lidt i forberedelsen til næste kommunalbestyrelsesmøde :) - den gang i september.

Negative udtalelser

Udtalelser fra diverse kommunalbestyrelsesmedlemmer i artiklen i avisen vidner ikke ligefrem om konstruktiv indstilling til at prøve at finde brugbare løsninger på et super centralt problem, som vi har haft i årevis, og som spænder ben for at komme videre.

I bedste fald er det et udtryk for modvilje og passivitet - i værste fald inkompetence.

I nogle tilfælde er det vigtigere at gøre det rigtige, end at gøre det rigtigt. Denne situation kunne være et godt eksempel på et sådant tilfælde.

Selvom man ikke synes om en løsning, så har man som folkets repræsentant i den lokale regering pligt til at opføre sig konstruktivt og ikke følge personlige agendaer. Det fremgår ikke så tydeligt af nogle reaktioner.

Betænkeligheder er ok, men...

Det er vel OK at have sine betænkeligheder med hensyn til den foreslåede løsning med 510 containerboliger, som Michael Møller foreslår.

Men man har jo ret til at påvirke modellen. Med det menes, at man jo vel skulle overveje, om det vigtige aspekt i leasede containerboliger - hastighed med hensyn til etablering - ikke er vigtigt nok til at tage princippet med midlertidige boliger, og så få løsningen til at blive mere sympatisk end den foreslåede.

Dokumentation

Her er linket til den i indlægget nævnte artikel

www.cube2live.com/wp-content/uploads/2021/06/Cube-2-Live-Brochure-2020-LR.pdf

 

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT