Bornholms børn betaler en høj pris

Børn og unge med særlige behov møder udfordringer i hele Danmark. Mange kommuner har svært ved at leve op til opgaven, og systemsvigt findes også uden for Bornholm.

Når jeg taler om problemerne her, hører jeg ofte: “Sådan er det også i resten af landet.” Og det er rigtigt – mistrivsel og manglende specialtilbud findes overalt.

Men forskellen er afgørende: I resten af Danmark kan en kommune købe sig ind i nabokommunens tilbud, hvis de ikke selv kan løfte opgaven. Så kan børn stadig få en plads i en specialbørnehave, en specialklasse eller et botilbud.

Ingen naboer

På Bornholm har vi ingen naboer. Der er 150 km hav til nærmeste danske kommune. Vores nærmeste naboer er faktisk Sverige og Polen.

Hvis Bornholms Regionskommune ikke selv kan levere indsatsen, så findes der som regel ingen alternativer. For at nå Sjælland kræves enten 5 timers færgesejlads til Køge eller en flyvetur til Københavns Lufthavn – begge løsninger er dyre, tidskrævende og i praksis urealistiske for et barn og dets familie.

Konsekvensen er alvorlig:

- Børn står uden de nødvendige tilbud.

- Unge står uden botilbud og den støtte, de har brug for i overgangen til voksenlivet.

- Familier overlades til at kæmpe alene.

- Og i yderste konsekvens bliver børn anbragt – ikke fordi det er den rigtige løsning, men fordi der ikke findes andre muligheder.

Omkostninger spreder sig

Når specialområdet koster dyrt, så afspejler det sig direkte i resten af børneområdet. Ressourcerne hænger sammen.

Og når man ikke giver de rette indsatser i tide, så bliver konsekvenserne synlige på mistrivselstallene blandt børn og unge i kommunen. Det er et tydeligt tegn på, at problemerne ikke bliver løst, men skubbes foran os – med endnu større menneskelige og økonomiske omkostninger til følge.

Hele familien

Når et barn med handicap mistrives, så rammer det ikke kun barnet selv. Hele familien bliver påvirket.

Søskende risikerer at blive skyggebørn, forældre må gå ned med stress eller på tabt arbejdsfortjeneste, og mange brænder helt ud. Man kan ikke isolere problemet hos barnet – det breder sig til hele familiens trivsel og livssituation.

Og i sidste ende, når der er tale om mange – som det er i Bornholms Regionskommune – mærkes mistrivslen i alle leder og kanter. Det påvirker dagtilbud, skoler, arbejdspladser, foreningsliv og i sidste ende hele lokalsamfundet.

At købe sig ind i tilbud i Køge ville være økonomisk og menneskeligt absurd. Udgifterne til transport, ophold og brudte familiebånd ville langt overstige, hvad det koster at optimere og udbygge vores egne muligheder her på øen.

Kvalificeret arbejdskraft

Men Bornholms Regionskommune kæmper også med en anden udfordring: det er svært at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.

Lønnen er lavere end i resten af landet, og vi mangler boliger til de mennesker, vi skal rekruttere. Selv de bedste planer falder til jorden, hvis vi ikke samtidig skaber rammer, der gør det attraktivt for socialpædagoger, psykologer og socialrådgivere at bosætte sig og arbejde her.

Samtidig er det en åben hemmelighed, at det kan være svært at få job på Bornholm, hvis man først har gjort sig upopulær som systemkritisk kommunal ansat.

Den kultur betyder, at alt for få tør sige problemerne højt indefra – og derfor bliver forandringerne endnu sværere at skabe.

Mange, som ikke har berøring med specialområdet, har af naturlige årsager ikke øje for denne problematik. Men i virkeligheden er det i alles interesse, at bornholmske børn – uanset funktionsniveau, intellekt eller diagnose – får den hjælp, som de har behov for.

Når Bornholms Regionskommune sikrer de rette indsatser, så betyder det ikke kun, at børnene får en bedre barndom. Det betyder også, at færre familier bryder sammen, færre unge havner i livslang udsathed, og at den kommunale bundlinje styrkes på sigt.

Som det ser ud nu, ender vi med at have de samme udsigter som Gotland – en pensionist Ø. For når børn og unge ikke får de rette indsatser, så søger familier væk – og ressourcestærke familier vælger slet ikke at flytte hertil.

Politisk ansvar

I sidste ende er det et politisk ansvar at tage ansvar. Det er politikerne, der skal sikre, at det man tilbyder bornholmerne, er ordentligt – og ikke altid tro blindt på administrationen. Når politikerne overlader alt til embedsværket, så mister vi demokratiet i praksis, og borgernes retssikkerhed forsvinder stille og roligt.

Som den britiske socialforsker Peter Townsend formulerede det: “Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.” Det gælder også for Bornholm. Vores behandling af børn og unge med særlige behov viser hvilket samfund, at vi ønsker at være.

At investere i bornholmske børn er derfor ikke bare et socialt ansvar. Det er et spørgsmål om Bornholms overlevelse som et levende samfund – og ikke en pensionist Ø som Gotland.