Bornholm - er I klar til at tjene på autocampere?

SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 4. august 2025 • 19:00
Af:
Andreas Würtz
byrådsmedlem Ikast Brande (V)
SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 4. august 2025 • 19:00

Som det ser ud nu, så er det mere held end planlægning, hvis man finder et sted at holde lovligt og komfortabelt med sin autocamper. Og det er ærgerligt – ikke bare for os campister, men også for øens økonomi.

TAK for endnu to dejlige uger på jeres fantastiske ø! I har givet mig og min familie dejlige minder for evigt og altid! TAK!

Bornholm er fantastisk – ingen tvivl om det. Naturen, roen, rundkirkerne og røgerierne trækker tusindvis af turister hvert år. Men der er én type gæst, som I endnu ikke helt har taget imod med åbne arme: autocamperen.

Autocampere

Som det ser ud nu, så er det mere held end planlægning, hvis man finder et sted at holde lovligt og komfortabelt med sin autocamper. Og det er ærgerligt – ikke bare for os campister, men også for øens økonomi.

For andre steder i landet – for eksempel Løkken, Lemvig og ikke mindst Listed Havn her på Bornholm – har knækket koden: Gode faciliteter, fair priser og en venlig velkomst giver både glade gæster og klingende mønt i kommunekassen.

Vi efterspørger ikke luksus – bare strøm, vand, tømning og ro. Til gengæld får I gæster, der handler lokalt, spiser ude, køber fisk, is og kunsthåndværk – og som oven i købet tager affaldet med igen. Det kalder jeg win-win.

Så kære Bornholms Regionskommune og politikere - måske et opråb til de liberale: Lav en plan. Udpeg pladser, lav en ordentlig betalingsløsning og vis, at autocampere er velkomne.

Det er ikke en udgift – det er en investering.

Service

Måske der så kan komme penge til at få tømt skraldespandene på jeres fantastiske strande, som jeg kan læse er “sparet” væk næste år. Ligeledes offentlige toiletter er røget i besparelser - hvilket ry forventer I at få med disse besparelser?

Ingen toiletter til turister og strande fyldt med affald og pizzabakker??

Det mest unikke har i sparet på - det er mig ubegribeligt!

Med venlig (og lidt solskoldet) hilsen fra en autocamper-entusiast og potentiel Bornholm-ambassadør på fire hjul!

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT