Baseaftale med USA

SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 24. februar 2025 • 17:00
Af:
Lave K. Broch
hovedbestyrelsesmedlem partiet Demokraterne – hele Danmark skal leve
SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 24. februar 2025 • 17:00

Folketinget kan og bør udskyde aftale.

Den danske regering har underskrevet en forsvarsaftale mellem Danmark og USA, der giver grønt lys til, at amerikanske soldater og amerikansk militært udstyr som køretøjer, skibe og luftfartøjer kan stationeres permanent på flyvestationer i de tre byer Aalborg, Karup og Skrydstrup.

Aftalen blev underskrevet i december 2023, men der skal stemmes om aftalen i Folketinget i meget nær fremtid. Efter den amerikanske præsident Donald Trumps trusler mod Kongeriget Danmark burde det være logik for enhver, at Danmark som minimum bør udskyde aftalen i mindst fem år.

Trump

USAs præsident Donald Trump har et erklæret mål om at udvide USAs territorium.

Trump har ved forskellige lejligheder gjort det klart, at han ønsker ejerskab og kontrol over Grønland – der har haft en tilknytning til det danske rige siden 1380, og som i dag er en selvstyrende del af Kongeriget Danmark.

Trump har desuden slået fast, at han ikke vil udelukke brugen af militær magt over for Danmark, og hans søn og andre håndlangere har været i Grønland og afholdt møder, som er blevet brugt politisk for at svække Rigsfællesskabet. Der er sågar blevet delt 100-dollarsedler ud til mennesker på gaden i Nuuk – selv til et barn på 11 år.

I lyset af dette og Trumps øvrige ageren, for eksempel i forhold til Panama, Canada, Mexico, Gaza og Ukraine, så bør vi som et minimum træde på bremsen i forhold til at give USA ret til at etablere andre baser i Kongeriget Danmark end Thule-basen.

Et kompromis kunne være at skrinlægge beslutningen i fem år.

Vores holdning

I partiet Demokraterne – hele Danmark skal leve ser vi helst, at der på sigt kun er nordiske soldater i Norden på permanent basis.

Vi er ikke modstandere af NATO-øvelser, men vi mener, at Danmark skal være herre i eget hus. Der er nemlig mange udfordringer med at åbne op for permanent udstationering af soldater fra stormagter og især et land, der styres af en præsident som Trump.

Udfordringer med menneskerettigheder

Der er ikke mindst udfordringer med forholdet til menneskerettighederne og folkeretten.

USA har tidligere i al hemmelighed overført fanger til CIA-detentioner, hvor tortur angiveligt har fundet sted. Det er blandt andet sket i Rumænien, Litauen og Egypten. I 2014 konkluderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Polen havde medvirket til tortur og ulovlig frihedsberøvelse, fordi USA havde frihedsberøvet og mishandlet personer under afhøring på amerikanske militærbaser i Polen. (kilde: Dignity - Dansk Institut Mod Tortur). Vi er derfor nødt til at være 100 % sikre på, at det ikke sker på dansk jord.

En anden stor udfordring er spørgsmålet om atomvåben. Aftalen giver ikke sikkerhed for, at amerikanske fly på de jyske flyvestationer ikke medbringer atomvåben.

Træd i karakter!

Det er på tide, at vores regering og et flertal i Folketinget træder i karakter i dette spørgsmål.

Hvis de fortsætter med den nuværende kurs, så vil Danmark indgå en aftale med Trumps USA, der er uopsigelig i ti år.

Jeg forstår det ikke, og hvis du heller ikke forstår, at regeringen kan ønske dette, så meld dig ind i Demokraterne – hele Danmark skal leve eller giv os en vælgererklæring. Vi kæmper aktivt for, at magten skal være så tæt på befolkningen som muligt – og vi arbejder for en nordisk forsvarsunion som et supplement til forsvarssamarbejdet i Nato.

FÅ ABONNEMENT