Aktiv dødshjælp: Retten til at vælge

At nægte aktiv dødshjælp er statslig tortur.

Lige så smukt og meningsfuldt et liv kan være, lige så smertefuldt og ubærligt kan det også blive.

Når lidelsen overtager, og kampen for at fortsætte ikke længere føles værdig, så bliver døden ikke længere en fjende, men en befriende ven. Når staten forbyder aktiv dødshjælp, så tvinger det mennesker til at leve i smerte for en abstrakt idé om livets ukrænkelighed.

I disse øjeblikke svigter vi vores medmennesker. Dette er uacceptabelt i et moderne samfund, hvor friheden og selvbestemmelsen burde være fundamentet for vores rettigheder.

Frihed til at vælge

At gøre aktiv dødshjælp lovligt handler ikke om at nedgøre livet – tværtimod. Det handler om at anerkende, at livet er smukt netop, fordi det er vores eget.

Vi bestemmer, hvad vi gør med vores tid her på jorden, og vi bør også have friheden til at vælge, hvordan og hvornår vi vil forlade den. At sige farvel til livet skal ikke være en smertefuld kamp, men en smuk afslutning.

Intet menneske, der lever med uhelbredelig sygdom og uudholdelig smerte, må nægtes retten til at sige farvel på en ordentlig måde. Det er ikke frihed - det er umenneskeligt.

Modstanden

Modstandere af aktiv dødshjælp taler ofte om, at livet har en iboende værdi, og at vi skal beskytte det for enhver pris.

Men et liv, der kun er fyldt med smerte, mister den værdi, som livet ellers har. At fastholde nogens liv mod deres vilje er ikke en hyldest til livet – det er vold mod individets værdighed.

Flere lande har allerede vist, at aktiv dødshjælp kan indføres på en etisk forsvarlig måde.

I Holland og Belgien er det lovligt og reguleret gennem strenge procedurer, der sikrer, at kun mennesker med uhelbredelige lidelser får adgang. I Schweiz er assisteret selvmord tilladt, og hvert år rejser mange mennesker dertil for at få hjælp til en værdig afslutning.

Kan vi virkelig som samfund acceptere, at danske borgere skal rejse ud af landet for at få den støtte, vi nægter dem herhjemme?

Livet er individets - ikke statens

Livet er ikke statens ejendom. Det tilhører det enkelte individ, og det kan aldrig være statens opgave at afgøre, hvornår et liv er værd at leve, og hvornår det ikke er.

Livets værdi er subjektiv og personlig – det, der giver mening og glæde for én person, kan være uudholdeligt for en anden. Som mennesker er vi forskellige, og det er netop denne mangfoldighed, der gør et frit samfund stærkt.

Vi skal værne om retten til selvbestemmelse og respektere, at kun det enkelte individ kan afgøre, hvornår livet er blevet en byrde, der ikke længere kan bæres. I et samfund må der være plads til forskellighed – også i spørgsmålet om, hvordan vi ønsker at afslutte vores liv.

Døden er en del af livet

Vi skal som samfund have modet til at acceptere, at døden ikke er vores fjende. Den er en del af livet, og vi bør møde den med samme respekt og medmenneskelighed, som vi møder i livet.

Det er tid til at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark. Det er tid til at give mennesker retten til at vælge en værdig afslutning.

For frihed betyder ingenting, hvis vi ikke har friheden til at vælge – selv når det gælder vores egen død.