Vikarbureauer har snablen godt nede i kommunekassen

NOTITS | Fredag 21. februar 2025 • 09:14
NOTITS | Fredag 21. februar 2025 • 09:14

Bornholms Regionskommune bruger i stigende grad vikarer og overarbejde til at dække bemandingen i skoler, daginstitutioner og ældreplejen. På blot to år er udgifterne steget fra 35,5 millioner kroner i 2021 til 48,2 millioner kroner i 2023 – en stigning på knap 36 procent. Det skriver TV2 Bornholm.

Især udgifterne til vikarbureauer er steget og næsten fordoblet fra 6,4 millioner kroner til 11,2 millioner kroner, og noget af det kan forklares med sygdom.

Bornholms Regionskommune har det tredjehøjeste sygefravær blandt landets kommuner og vil nu forsøge at nedbringe det med inspiration fra Bornholms Hospital. Her har man haft succes med en sygefraværskoordinator, der arbejder tæt sammen med de afdelinger, hvor udfordringerne er størst.

Samtidig vil kommunen forsøge at få flere deltidsansatte til at gå op i tid for at mindske behovet for vikarer. Målet er at omdanne så mange vikar- og overarbejdstimer som muligt til faste stillinger, hvilket kan give betydelige besparelser.

Dog understreger kommunaldirektøren, at man ikke kan eliminere vikarforbruget fuldstændigt – og at et højt sygefravær ikke nødvendigvis betyder, at kommunen er en dårlig arbejdsplads.

Kommunens forslag til at løse problemet skal diskuteres på det kommende økonomiudvalgsmøde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT