Viggo og Lucas, to kammerater fra Hasle, fandt mandag en flaskepost ved Klympen Strand.
– Flaskeposten blev sendt af sted fra Præstø for cirka 14 dage siden af ni-årige Vera – og med en jævn vestenvind er den drevet i næsten lige linje her til Hasle, fortæller Viggos far, Peter Verner Krogh.
Vera – der sendte flaskeposten, da hun var ferie hos sine oldeforældre – havde lavet et fint lille armbånd, som var sendt med i flasken. De to drenge har mandag aften sendt Vera et brev med en hilsen inklusive foto af deres flaskepostfund.