Værftet åbner først efter nytår – ingen julehygge i legelandet

Værftet åbner først efter nytår – ingen julehygge i legelandet
De skærpede coronarestriktioner i andre dele af landet får Værftet i Nexø til at holde lukket indtil begyndelsen af januar. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 8. DEC 2020 • 15:11
Af:
lisbet-holst

8. DEC 2020 • 15:11
FRITID

Værftet åbner først 4. januar, såfremt coronarestriktionerne tillader det. Indtil da, har bestyrelsen valgt at holde lukket for husets aktiviteter.

Det fortæller Miriam Kaas Hansen, leder af Værftet i Nexø, i en pressemeddelelse.

– Det har været en svær beslutning. Dels fordi vi ved, der er mange børn og unge derude, som savner at komme på Værftet. Men der er efterhånden så mange restriktioner og regler for ophold i vores hus, at vi ikke synes, vi kan tage ansvar for at holde åbent henover julen, siger hun i pressemeddelelsen.

Ingen juleomsætning

– Vi plejer at have rigtig mange besøgende i juledagene, men de nyeste restriktioner betyder for eksempel, at besøgende fra store dele af Sjælland ikke må besøge os. Vi skal også sikre tilstrækkelig aftørring af alle kontaktflader, og i et legeland er det en kæmpe opgave.

Uanset hvordan man vender og drejer situationen, så er der ganske mange vanskelige forudsætninger for at drive et frivilligbaseret legeland i juledagene.

– Så det er naturligvis med en vis bæven, at vi vinker farvel til årets juleomsætning, men nu tager vi endnu en dyb indånding og forbliver lukket et par uger mere, siger lederen af Værftet.

Udsatte børn

Værftet stiller til gengæld huset og dets faciliteter til rådighed for øens organisationer, offentlige tilbud og foreninger, som er i kontakt med sårbare og udsatte børn og unge på Bornholm.

– Hvis et besøg på Værftet kan gøre en positiv forskel for dem, så er de meget velkomne til at kontakte os og lave en aftale om at bruge huset resten af året ganske gratis, siger Miriam Kaas Hansen.