Tre generationer på en stor opgave: 'Man kniber sig i armen'

Det er helt unikt at få lov til at arbejde sammen med både sin 82-årige far og sin 19-årige søn, fortæller 49-årige Thomas Pedersen. Han har fået ansættelse hos sin søn på sin fars arbejdsplads, og sammen tryller de med Listedgaards gamle tegltag.

Hvis man ikke vidste, at der var lagt mange mange timers arbejde i det, så havde man måske ikke lige set det, for det er stadig de samme tegl, der udgør taget på Listedgaards længe.

Men hvor teglene tidligere var helt sorte, gavlene hældte 45 centimeter og taget måtte holdes oppe med wire for ikke at brase sammen, så står det nu snorlige.

– Det var lidt spændende, om vi kunne få den rettet op, uden at gavlen gik i stykker. Men det lykkedes meget fint, og vi synes, det er blevet et rigtig godt resultat. Vi har haft vaterpasset på, ler Jørn Pedersen, som er en af de tre arbejdsomme mænd bag den omfattende renovering af taget.

Teglene er blevet skuret og nænsomt pillet ned, gavlen rettet op, et fast undertag er blevet lavet efter alle kunstens regler, og så er der blevet konstrueret nye kviste, inden teglene igen er blevet lagt på.

82-årige Jørn Pedersen er tidligere landmand, og han bor bare et stenkast fra Listedgaard. Han har i mange år haft fingrene i gamle bygninger, og derfor har han en vis erfaring indenfor området.

– Det har været et kæmpe arbejde. Jeg har ikke prøvet lige det her før, men jeg mente godt, det kunne lade sig gøre, fortæller han.

Han føler sig hjemme på gården, hvor han igennem en årrække har arbejdet som alt-mulig-mand for ejerne Gudrun og Anders Elleby, for stedet minder om det, han selv kommer fra.

Jørn Pedersen er derfor den mest håndværkererfarne på byggepladsen. Det er kommet efter et langt liv som landmand, men selve tømrergerningen har han aldrig fået papir på.

– Jeg kalder mig selv selvlært hjemmefusker, fortæller han med et glimt i øjet.

Sønnen Thomas Kaas Pedersen er også uddannet landmand, og så er han kok, men selvom også han er flittig på taget, så er der dog en i selskabet, der - på papiret - har overtaget, når taget skal regnes ud.

Lidt grænseoverskridende

Til projektet her har Jørn Pedersen nemlig anbefalet Gudrun og Anders Elleby at hyre en håndværker, han kan stå 100 procent inde for - omend han ikke er helt færdig med tømreruddannelsen.

Hans barnebarn, 19-årige Oliver Kaas Pedersen, er nemlig stadig et halvt år og en svendeprøve fra at være færdiguddannet, og da hans farfar første gang nævnte, at han kunne blive byggeleder på det vanskelige projekt, lagde han ikke så meget i det.

– Jeg tænkte, at det nok ikke ville komme til at ske. Min farfar snakker rimelig meget, så jeg tænkte bare, at det var et vildt projekt, og så sagde jeg, at det kunne være meget sjovt, fortæller han.

– Og så blev det jo til noget.

Det er nemlig ham, der har fået entreprisen på tagprojektet, og selvom han allerede havde sit eget CVR-nummer, så er der ingen tvivl om, at det her er det største projekt, han har haft ansvaret for.

– Jeg har stået for at give en pris, bestille stilladser og materialer, og det er jo nogle store penge. Men jeg synes det er sjovt og lærerigt, fortæller han.

Udover projektets størrelse, så er det også nyt for ham at have sin far og farfar under sin kommando.

– Det har altid været min far, der har bestemt over mig, så det er meget sjovt. Men det har også været lidt grænseoverskridende, for det er en stor rolle. Heldigvis har det meste været fælles beslutninger, fortæller han.

– Vi er alle sammen en del af det, og de har mere erfaring, så jeg har støttet mig op ad dem og spurgt dem, hvis der var noget, jeg var lidt i tvivl om.

– En ting er jo at snakke om det og tænke på det, men det trækker også lidt tænder ud, når det hele skal foregå efter fyraften, og man skal også passe andre fritidsaktiviteter, forklarer han.

De tre arbejder imidlertid godt sammen, og de er godt synkroniseret.

– Jeg har altid arbejdet godt sammen med min far. Det kører bare, og det gør det både med Oliver og min far, så det er super godt.

Han går ikke selv så meget op i, hvor lange skruerne er, og om tingene bliver gjort på den helt rigtige måde, men det har sønnen helt styr på.

– Det er meget sjovt at se al den viden, han har taget til sig på skolen. Jeg ville nok oftest vælge den nemmeste løsning, men når han siger, at det er sådan her, jeg skal gøre, så må vi jo gøre sådan. Så det har bare været en fornøjelse.

Smed værktøjet og kørte hjem

Der har været få situationer, hvor samarbejdet har givet udfordringer, og så kan det mærkes, at relationen er andet og mere end bare kollegial.

– Der var en gang, hvor Oliver og min far havde målt op til teglene, og så skulle Oliver til fodbold, og min far holdt fyraften, og så skulle jeg bare lægge de der tegl efter deres mål. Og så knoklede jeg på til klokken 21.30, for jeg skulle bare vise dem, husker Thomas Pedersen tilbage med let fortrydelse i stemmen.

– Da jeg så kommer dagen efter, er min far kommet og han er i gang med at måle op, og så skulle det hele pilles ned igen. Så smed jeg bare værktøjet og kørte hjem. De måtte ringe, når de havde de rigtige mål, fortæller han med et smil.

Om teglene var lagt rigtigt efter de forkerte mål eller forkert efter de rigtige mål, det er der ingen grund til at diskutere eller for den sags skyld blive enige om i noget så offentligt som en artikel i lokalsprøjten, for det er fortid nu.

Starter med kaffen

De tre har arbejdet på taget i to måneder, hvor Jørn Pedersen har arbejdet fra morgen og indtil han blev træt. Det er blevet til 10-12 timer nogle dage om ugen, mens det andre dage er blevet til færre timer.

De to andre har imidlertid andre jobs ved siden af, og den dynamik har krævet lidt fleksibilitet.

– Fars motto i livet har altid været, at "Vi skal ud og sjødda nâd", men her har vi startet med kaffen, fordi det har været efter fyraften, fortæller Thomas Pedersen, som arbejder på Melstedgaard, mens Oliver Kaas Pedersen passer sin læreplads.

– Når vi kommer, har far allerede været i gang hele dagen, så der har været mulighed for at køre ham træt, og det er faktisk dejligt at prøve, fortæller Thomas Pedersen.

Kaffetiden skal naturligvis passes, men ellers er der ikke meget hyggesnak og bedsteforældre-forkælelse over arbejdsopgaven i Listed.

– Det har der ikke været brug for. Vi går ikke og snakker - vi arbejder, understreger Jørn Pedersen.

For ham er det en sand fornøjelse at arbejde sammen med sin søn og sit barnebarn.

– Dels at se dem arbejde, og så udveksler vi jo erfaringer og fif. Jeg føler lidt, at jeg er en konsulent, men det er kun mig selv, der siger det, smiler han.

Ingen standardløsninger

Gudrun og Anders Elleby har haft Listedgaard siden 2014, og de har løbende renoveret den gamle ejendom fra 1848.

Samarbejdet med Jørn Pedersen har været vigtigt, fortæller Gudrun Elleby, for der er ingen standardløsninger, og man kan ikke lægge en plan og arbejde lige ud af landevejen.

– Man er simpelthen nødt til at tage det lidt ad gangen, og så er Jørn super til at finde på løsninger, fortæller Gudrun Elleby.

At taget på den gamle længe netop skulle istandsættes nu, har ikke været givet, men da muligheden opstod, valgte de at gå videre med det.

– Vi har haft mange samtaler med Jørn om, hvordan man kunne redde gården, og hvordan det kunne rettes op. Det har været spændt op med wire indvendigt, for at det ikke skulle brase sammen, og vi har været bekymrede i mange år, fortæller Gudrun Elleby.

For hende er det vigtigste, at de gamle tegl så vidt muligt bliver bevaret, og de er begejstrede for, at familien Kaas Pedersen har sagt ja til opgaven.

– Det har jo været fantastisk for os, at de havde lyst til det, for de bruger jo en masse af deres hverdag, og de finder nogle løsninger, vi aldrig selv havde fundet på, og det er vi rigtig glade for.

Tidligere har parret også hyret Oliver Kaas Pedersens tvillingebror, Theodor Kaas Pedersen, som er i gang med uddannelsen til smed, og de har derfor gode erfaringer med at lade de unge komme til og få ansvar.

– Der så vi jo, at han var super dygtig, og da vi så snakkede om, at Oliver skulle hjælpe med taget, så var der ikke nogen bekymring, for det er jo dygtige folk, selvom papiret ikke helt er i hus endnu, fortæller Gudrun Elleby.