Transportministeren: 'Tilskud til flyrejser er helt nye penge'

Transportministeren: 'Tilskud til flyrejser er helt nye penge'
På et eller andet tidspunkt i løbet af 2021 kan det være, at aktiviteten har i Bornholms Lufthavn stiger igen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 15. JAN 2021 • 21:44
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
15. JAN 2021 • 21:44
TRANSPORT

Lige så snart vi så småt kan få øje på coronakrisen i tilværelsens bakspejl, vil det i tre måneder blive lettere for en række udvalgte grupper at købe billige flybilletter til og fra Bornholm.

Det oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S).

Som tidligere omtalt i Bornholms Tidende var der i hele december måned sidste år et ubegrænset antal billetter til salg til 199 kroner for folk, som tilhørte følgende grupper: Børn, unge, studerende, lærlinge, værnepligtige, pensionister, seniorer samt personer med handicap og deres eventuelle ledsagere.

Det skyldtes, at EU den 30. november godkendte et tilskud fra den danske regering på 6,9 millioner kroner, som trådte i kraft den 1. december og gjaldt året ud.

Det vakte nogen utilfredshed hos DAT, som beflyver Bornholm, at ordningen lukkede ved indgangen til det nye år, for det var umuligt at nå at bruge støttekronerne på kun én måned, mente flyselskabet. Og det har da også vist sig, at der kun blev brugt knapt en million kroner af puljen.

I første omgang afviste transportminister Benny Engelbrecht den 18. december over for Bornholms Tidende, at ordningen kunne forlænges, men den 24. december meldte hans ministerium så ud, at regeringen sammen med Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti var blevet enige om at forlænge støtteordningen – dog med den lille finte, at forlængelsen blev tidsforskudt. Med andre ord: "Partierne bag aftalen er enige om, at støtteordningen først skal træde i kraft på et passende tidspunkt i 2021, når den sundhedsmæssige situation tilsiger, at det er formålstjenstligt at fremme flytrafikken igen", oplyste ministeriet til Bornholms Tidende.

I den forbindelse opfordrede Jesper Rungholm, direktør i DAT, i avisen til, at forlængelsen bliver på seks måneder, eftersom det er umuligt at få brugt de resterende cirka seks millioner kroner på kun tre måneder.

Men nu forklarer Benny Engelbrecht, at præmissen for DAT-direktørens opfordring er helt forkert.

– Det er ikke den økonomiske ramme, der er det gældende, siger han til Bornholms Tidende.

– Det er tidsrammen på de tre måneder, der sætter en begrænsning. Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er taget penge fra 2020, som er blevet overført til 2021. Også selv om både Venstre har sagt det – det er forkert – og Jesper Rungholm har sagt det – det er forkert – for sagen er, at det er blevet besluttet at bruge spritnye penge på at lave en tre månedersperiode i løbet af 2021. Vi skal bare beslutte, hvornår det skal sættes i værk. Vi er også nødt til at lave en ny statsstøttegodkendelse, og det er i proces, altså, vi har sendt en ansøgning til EU Kommissionen om det.

Så de oprindelige penge, der var tilbage af de 6,9 millioner kroner, er gået tilbage til statskassen, og I har fundet nye penge?

– Ja, det er helt nye penge, som skal være til rådighed i tre måneder, og nu skal vi bare finde det optimale tidspunkt at iværksætte det på, og det er ikke her og nu.

Et boost

Det er de tre måneder og ikke beløbet, der bliver brugt, som er det afgørende?

– Vi har lavet et skøn over, hvor mange penge , der bliver brugt. Og det er klart, at forestiller man sig et tidspunkt, hvor der er en væsentligt højere aktivitet end nu eller for den sags skyld i december, så er det højst sandsynligt, at langt flere benytter sig af muligheden. Derfor kan det gå hen og blive en fornuftig måde at – undskyld udtrykket – få luft under vingerne på, fordi det kan være med til at sikre, at ganske mange kan rejse, siger ministeren og fortsætter:

– Mit instinkt siger mig, at det nok ville give bedste mening at vente med det, til vi kommer tættere på, at ganske mange borgere er blevet vaccineret. Det er jo ikke mindst pensionister, der har mulighed for at få glæde af ordningen, og i vaccinationsprogrammet over, hvornår hvilke borgere bliver vaccineret, kan vi se, at vi nok kommer hen i foråret, før det bliver relevant at gøre det her. Men det skal vi drøfte med forligspartierne. Og tanken er altså at gøre det på et tidspunkt, hvor det kan give et boost til rejselysten, og hvor der måske er en hunger efter at komme lidt mere frem og tilbage.

Og så er det tidsrummet, der bliver afgørende?

– Ja, og så har vi lavet bedste mands bedste bud på, hvad det kommer til at koste for de tre måneder, og der er sat et rammebeløb af til det. Men de tre måneder er definerende, og det kan både blive dyrere og billigere, end det bud vi arbejder med. Og fordi der er tale om en midlertidig ordning, går det lettere igennem statsstøttegodkendelsen, siger Benny Engelbrecht.