Tilbageblik: Da fjernvarmen splittede Rønne

Den 21. marts 1988 tog borgmester Arne Hansen (S) det første spadestik til Rønne Kommunes fjernvarmeprojekt. Det skete knap fire år efter, at kommunens befolkning havde råbt et rungende nej til fjernvarmen ved en vejledende folkeafstemning. Og det blev en længere årrække med glødende politiske slagsmål, bristede økonomiske forudsætninger og en til tider giftig stemning blandt borgerne.

At Rønne sammen med mange andre kommuner i landet etablerede fjernvarmenet og andre opvarmningsformer end fyringsolie skyldtes oliekriserne i 1970’erne, som fik prisen på fyringsolie til at eksplodere. Folketinget ønskede at gøre Danmark mindre afhængig af olie og udarbejdede på et tidspunkt et forslag til en landsdækkende varmeplan, som blandt andet indeholdt udbygning af fjernvarmenet i mange byer.

Rønne blev i den landsdækkende varmeplan udpeget som en af fjernvarmebyerne, fortæller daværende formand for byrådets tekniske udvalg, Carl Ilsøe (daværende socialdemokrat), her godt godt 30 år efter indledningen på fjernvarmeprojektet i byen. Derfor begyndte man lokalt at arbejde på et forslag til etablering af fjernvarme i begyndelsen af 1980’erne. Det vakte dog ikke begejstring blandt mange borgere i byen, som havde velfungerende og billig varme via deres oliefyr, og blandt flere politikere og borgere var der stor skepsis over for især økonomien i projektet.

Det kom blandt andet til udtryk i en underskriftsindsamling i begyndelsen af 1984, hvor over 1.300 borgere protesterede mod at etablere fjernvarme.

Folkeafsteming

Efter en del parlamenteren frem og tilbage besluttede byrådet sig samme år for at at holde en vejledende folkeafstemning om fjernvarme i tilknytning til EF-valget (nuværende EU). Det skete i juni, og selv om kun omkring 60 procent af vælgerne deltog i afstemningen, var holdningen soleklar: Knap 80 procent sagde nej til fjernvarme i Rønne.

Flere havde i øvrigt peget på, at folkeafstemningen var ligegyldig, fordi Rønne allerede havde forpligtet sig over for staten til at indføre fjernevarme. Samme opfattelse deler Carl Ilsøe. Han fortæller, at da Folketinget havde udarbejdet forslaget til den landsdækkende varmeplan, var Rønne som nævnt udpeget som en fjernvarmeby. Havde byrådet ikke selv vedtaget den lokalt udarbejdede varmeplan, ville staten have krævet det, da Folketinget vedtog landsplanen, mener han.

Små tre år senere – den 30. juni 1987 – efter en lang række undersøgelser, overvejelser, beregninger og diskussioner vedtog et stort flertal i byrådet fjernvarmeplanen. Det var frivilligt at tilslutte sig, men nogle af byrådsmedlemmerne mente på baggrund af sagsakterne, at man burde indføre en ni-årig tilslutningspligt i varmeplanens område for at få en så stor tilslutning som mulig og dermed en så robust økonomi som mulig fra starten af projektet.

Stort arbejde

Som nævnt blev det første spadestik taget til fjernvarmen i foråret 1988, og så gik et særdeles omfattende etape-delt grave- og anlægsarbejde i gang i Rønne de kommende 10 år. De omfattende udgravninger i byen skabte store trafikale udfordringer og medførte i flere tilfælde skade på bygninger, og sideløbende med den fortsatte kritik af projektet fra flere sider blev perioden populært betegnet ”skyttegravskrigen i Rønne”.

Kommunen optog det første fjernvarmelån på 140 mio. kroner i 1988, og på det tidspunkt forventede man en samlet pris for hele udbygningen af fjernvarmenettet i byen på cirka det dobbelte beløb af det lån. Samtidig ville der løbende komme indtægter ind fra de tilkoblede fjernvarmebrugere, så det så efter det politiske flertals opfattelse ganske fornuftigt ud. Det efterfølgende forløb skulle dog vise noget helt andet!

Efter de ledende politikere og det rådgivende firmas opfattelse gik det egentlig ganske godt med tilslutning af brugere til fjernvarmenettet i starten. Efter nogen tid begyndte det dog at knibe med omfanget af tilslutninger i forhold til den forventede økonomi. Det har uden tvivl også hængt sammen med, at prisen på fyringsolie ikke steg som forventet. En af forudsætningerne i hele projektet var, at prisen på fjernvarme skulle ligge 10 procent under olieprisen, men olieprisen forblev faktisk en del billigere end fjernvarmeprisen i en længere årrække, og det var til stor ærgrelse for ikke mindst de tilsluttede fjernvarmebrugere.

Tvangen kom

Det gik altså ikke så godt med økonomien de allerførste år i fjernvarmeprojektet, selv om politikerne blandt andet havde vedtaget, at nogle af de større virksomheder og institutioner i byen havde pligt til at tilslutte sig i et vist omfang. Den beslutning var bestemt heller ikke lige populær blandt flere af de store virksomheder og institutioner.

En generel tilslutningspligt kom under konkret overvejelse i slutningen af 1991, da Folketinget vedtog en CO2-afgift, som ifølge fjernvarmeprojektets rådgivere ville gå ret hårdt ud over økonomien. En årlig prisstigning for de almindelige forbrugere på mellem 500 og 700 kroner ville blive konsekvensen alene af den grund, lød det.

I løbet af det næste år bølgede debatten om tilslutningspligt frem og tilbage, og havde nogle af byens borgere været rasende fra starten af projektet, så var de rødglødende splittertossede nu. Men et politisk flertal for tilslutningspligt begyndte ret hurtigt at tegne sig. Dels fordi det ville give bedre økonomi i projektet, og dels fordi kommunen kunne få del i en statspulje på 200 mio. kroner, hvis den indførte pligt.

Helt konkret fik Rønne Kommune et statstilskud på 20,6 mio. kroner, og det var afgørende for, at flertallet på byrådsmødet i december 1992 besluttede sig for tilslutningspligt til fjernvarmen.

 


 

Negativ stemning

Tilslutningspligten, den stadig højere fjernvarmepris i forhold til fyringsolien, generne ved de mange udgravninger og en række møgsager med blandt andet fejlberegninger og anklage om karteller bag fjernvarmerør-leverancerne prægede den negative stemning over for projektet, og der blev optaget nye lån, mens gælden voksede og voksede.

I en periode indtog Rønne Kommune årligt førstepladsen som den meste forgældede kommune i landet på grund af lånene og renterne til fjernvarmeprojektet. Da projektet var afsluttet og overdraget til et nyt selskab flere år senere, nærmede den samlede gæld sig en lille halv milliard kroner.

Daværende borgmester Arne Hansen var nærmest rasende over, at ”hans” kommune blev hængt ud som dybt forgældet hvert år. Så man bort fra fjernvarmelånene, lå Rønne Kommune ganske pænt i svinget, pegede han gentagne gange på i de år – men sådan opgjorde ministeriet altså kommunernes økonomiske situation.

Flere af de andre politikere i Rønne var heller ikke så tilfredse med udviklingen i fjernvarmeprojektet. Investeringerne og gælden blev en hel del mere omfangsrige, end man havde forudset fra starten, og det skyldtes blandt andet, at nogle af anlægsetaperne blev langt dyrere end forventet.

Kritikerne af fjernvareprojektet med ikke mindst Borgerlistens Ove Dideriksen i spidsen var hele tiden på banen med skæld ud og trusler, og i den brugerrepræsenterede Foreningen Rønne Fjernvarebrugere blev der krævet mere demokrati og større indflydelse på fjernvarmens drift og priser.

Nye tider

Carl Ilsøe fortæller, at mange af kommunalpolitikerne op gennem 1990’erne blev mere og mere ærgerlige over hele situationen med fjernvarmen. Hen mod slutningen af årtiet besluttede man sig for at få et konsulentfirma til at undersøge mulighederne for at udskille fjernvarmeselskabet fra kommunen. Firmaet pegede efterfølgende på muligheden for enten at danne et aktieselskab eller et andelsselskab med begrænset ansvar – et såkaldt a.m.b.a.

Ifølge Carl Ilsøe kunne man efterfølgende ændre et a.m.b.a. til et aktieselskab, hvis man mente, at det ikke fungerede efter hensigten. Det modsatte kunne man ikke.

I august 1999 anbefalede udvalget for teknik og miljø at etablere et a.m.b.a. Det var på baggrund af en række begrundelser. Dels ønskede man at skabe øget brugerdemokrati, som efterspurgt af Foreningen Rønne Fjernvarmebrugere. Dels ønskede man at undgå forsyningsselskabernes store træk på den kommunale kasse. Men der spillede i høj grad også andre forhold ind, fremgår det af Bornholms Tidendes omtale af udvalgets anbefaling. Der var mulighed for at lægge de store fjernvarmelån om til kortere løbetid med bedre rentesatser. Det havde kommunen ikke mulighed for efter de gældende regler, fremgik det.

Oveni var prisen på fyringsolie endelig begyndt at stige, og samlet lød vurderingen, at økonomien så småt ville bedre sig samtidig med, at fjernvarmebrugerne som andelshavere fik større indflydelse på fjernvarmen.

Byrådet vedtog senere på året at danne Rønne Varmeforsyning a.m.b.a, men kommunen hæftede dog stadig for gælden, der på det tidspunkt lød på lidt over 400 mio. kr. Byrådet betingede sig også, at det fortsat skulle godkende ændrede fjernvarmetakster samt anlægs- og forbrugsafgifter.

Samme år sluttede udbygningen af fjernvarmenettet i Rønne, og fra den 1. januar 2000 var det nye andelsselskab en realitet.

Siden har RVV a.m.b.a., som det hedder nu, stille og roligt gnavet af milliongælden, så den er helt nedbragt om ganske få år. De senere år har fjernvarmebrugerne i Rønne oplevet dels uændrede forbrugspriser og de seneste år nedsatte priser på grund af den nedbragte gæld.