Sypijn å Fittmâdijn

I sidste uge lovede jeg ganske vist, at miniføljetonen om køer i bornholmske ordsprog og talemåder var afsluttet, men vi bliver alligevel hængende i temaet. Vi skal nemlig høre en âria, som skulle have udspillet sig i 1950’ernes Aakirkeby.

Fortællingen er hentet fra Tidendes arkiv, nærmere bestemt fra en af de utallige beretninger om den fiktive Razmes frå Robbedâla, som N. Chr. Stangegaard skrev til Bornholms Tidende i perioden 1951 til 1958.

Flere af bladets ældre læsere vil sikkert kunne huske at have læst dem, og andre vil snart kunne læse dem, da vi ved Bornholmsk Ordbog er i gang med at digitalisere samtlige af disse causerier, som både kan være morsomme og give et indblik i, hvad der gennem året rørte sig på 1950’ernes Bornholm. Målet er at publicere dem alle på ordbogens hjemmeside i løbet af 2025.

Dagens beretning om Razmes’ oplevelser stod at læse i Tidende d. 24. august 1957, og vi kommer ind i historien, når fortælleren finder Razmes liggende på sofaen med et smørret grin på læben (teksten gengives med originalens retskrivning med rettelse af enkelte åbenlyse fejl):

Sæl lå Razmes å bâlada saj på soffan, mens hanj smågrinada i et væk.

– Hâr du alt snevved te medda, Razmes, sâ vi, å hâr du drømt nogged sjâulit, sin du seddan grinar?

– Naj, jâ kunje forgjøjemaj inte sniva for bâra grin, ska jâ saj.

– Ded ska der æjla nogged te. Va hadde sjett då?

– Jo, ded va her i formeddes, a ded stunjada så rent sakkermenskenes, sa jâ visste der kom frammada.

– Nå ja, ded e vel maj så?

– Naj daj, din løvvenasjytt, daj stunjar'ed ikkje for. Du kommer ju bådde tit å tæt. Naj, ded va semænj Sypakoffedinj.

– Nå, hannem, som sålde gårinj i fjor? »Sypinj« kajla di hannem?

– Ja, hanj hâr ju en huzabrakka i udkântinj å Åkjærkeby, me et pâr sjæpper lann te. En ko å nonna høns hojler hanj saj âu – seddan mæst for plasers sjyjl.

– Hør nu lid, Razmes, e ded nogged å grina så hundans ad?

– Bia, bia. Ded kommer. Ded va ævent dænj koen, hanj fortalde en âria om.

– Nå, la vos så få dænj, då.

– Jo, se, hanj hâr ju enj nâbo, som di kajla Måns Fettmâd, å hanj e så kloger som sju galna. Så va’d i hinjdânj, fortalde Sypinj, a ded va hall nålit me hansa ko. Hon kunje ikkje ble å me vanned!

– Ja, ded va ju galed, ded.

– Ja, men sænna bodd ætte dyrlæge va Sypinj ikkje majed for. Dyrt ed ju, å sæl om Sypinj hâr sjillinj nok, så e hanj ju nogged hâgalinj, ska jâ saj. Sa hanj gjik inj te dænj kloga Fettmâdinj å spore, om hanj kunje jælpa’nj. Æjle rættere sajt: jælpa koen.

– Å me vanned?

– Ævent ja. Å ded kunje Fettmâdinj galant. Hanj gjik så tyst hen te koen, sa hon inte hør’inj komma, å så gâlde hanj BØH!! inj i ørad på’na.

– Å ded jolp?

– Ja, for hundan! Koen ble så forfærad, a hon me de vuns lâu vanned gå, sa ded plaskada i florinj.

— Va ded nu så sjâulit, Razmes?

– Bia, bia. Ded kommer. For Sypinj ble ju så glâr, a hanj hadde spârad dyrlæginj, sa hanj gjæssbød Fettmâdinj på en øl hænna på Kanns. Når di så hadde sådded dær en stunj, fikj Sypinj for saj, a hanj skujle ud »ibâg«. Å dæruda sto enj anjinj kar å vânades. Hanj hadde’d ævent som Sypens ko! Va gjore Sypinj? Hanj gâlde BØH!! inj i ørad på hannem. Karinj ble lisse forfærader som koen å sjæjlde på Sypinj. Men Sypinj fortalde så, veddan ded hadde gåd te, å veddan Fettmâdinj ævent iåns hadde kurerd hansa ko. Men så sâ karinj:

– Ja, i så fajl hâr du hânanj ryne mai gâlt maj i ded galna ørad. For jâ sjed i bojsarna!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk