Gråsæler i Østersøen er ikke bare gråsæler i Østersøen. Det står klart i begyndelsen af 2022, hvor Danmark har sat reguleringen af sælbestanden på pause, mens den fortsætter i Sverige. Begge steder nyder sælerne beskyttelse i kraft af habitatdirektivet. Alligevel er der forskel på situationen i dansk og svensk farvand.
Sådan lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S) i et svar til fiskeriordfører Per Larsen fra De Konservative.
Han har spurgt hende, om hun mener, at det er rimeligt, at reguleringen af gråsæler sættes på pause ved Bornholm med henvisning til habitatdirektivet, når man i Sverige inden for samme regler fortsætter reguleringen af sæler.
Rimeligheden kommer miljøministeren ikke ind på i sit svar, men hun kommer med en forklaring på, hvorfor forholdene er forskellige i Danmark og Sverige.