Svaneke Børnehus og Mælkebøtten lægges sammen: Kun Leif Olsen er ked af det

Svaneke Børnehus og Mælkebøtten lægges sammen: Kun Leif Olsen er ked af det
Svaneke Børnehus har haft til huse i en bygning ved siden af Svaneke Friskole. Men lejekontrakten viste sig at være ulovlig, og derfor flyttes børnene til Mælkebøtten i den anden ende af byen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 25. FEB 2021 • 20:01

25. FEB 2021 • 20:01

POLITIK

Der var stor begejstring over næsten hele linjen, da kommunalbestyrelsen her til aften traf den endelig beslutning om at lægge de to daginstitutioner Svaneke Børnehus og Mælkebøtten sammen til én institution. 

Kun Leif Olsen fra SF fastholdt sin mindretalsudtalelse fra økonomiudvalgsmødet den 10. februar og stemte imod sammenlægningen.

– Jeg er utrolig ked af den beslutning, sagde Leif Olsen, der føler sig overbevist om, at sammenlægningen vil føre til besparelser, om ikke nu, så i fremtiden.

– Hvornår er det ikke sket, når man har samlet administrationen af to enheder i én, spurgte han.

Sparer på driften

Kommunen vil som følge af sammenlægningen opnå en driftsbesparelse på 443.000 kroner årligt, hvoraf de 340.000 kroner ifølge kommunens sagsfremstilling hentes på ledelse.

Det vil tage minimum 14 måneder før byggeriet er på plads på Mælkebøttens matrikel i den nordlige del af Svaneke. Men det er mindre væsentligt, lød det fra flere af kommunalbestyrelsesmedlemmerne. For Mælkebøtten er et vigtigt specialtilbud til børn på Bornholm.

– Med sammenlægningen sikrer vi en specialpædagogisk institution og fastholder kvaliteten i medarbejdergruppen, sagde en glad Morten Riis.

Ombygningen af Mælkebøtten vil ifølge et overslag fra kommunen løbe op i omegnen af 6.185.500 kroner.