Winni: Følte sig bagud på point som borgmester

Selvom Winni Grosbøll bor i København, føler hun stadig at hun er på vej hjem, når hun kører på færgen, og når hun ser tilbage på sin tid som borgmester er hun stolt – selvom det var hårdt.

Som en del af en spændende og normbrydende artikelserie har jeg inviteret Winni Grosbøll på en øl under Folkemødet.

Her skal vi snakke om alverdens ting, som man jo gør, når man mødes med gode mennesker over en øl.

De øvrige artikler i artikelserien ender dog med at falde til jorden, og mens den tidligere borgmester gerne vil mødes, har hun mere lyst til en kop sort kaffe end en øl, og selvom jeg overvejer at ære mit fejlslagne koncept ved selv at gå til fadøllene, så hører jeg mig selv bestille to kopper sort kaffe i Højskoleteltets bar, hvor man ellers kan få et bredt udvalg af våde varer. Klokken er trods alt bare 10.30 torsdag formiddag.

Som relativt nytilflyttet har jeg aldrig mødt Winni Grosbøll før, men allerede da hun er med på at sidde i den buldrende bornholmske formiddagssol frem for i skyggen, som man jo ellers bør, kan jeg mærke, at der er kemi.

Hun fortæller, at hun er født og opvokset på Bornholm, hvor hun også har boet 38 år ud af sine 48 leveår.

Om hun en dag vender tilbage og bliver fuldtidsbornholmer igen, vil hun ikke afvise, men lige nu elsker hun København og sit liv der.

I september blev hun direktør i Forbrugerrådet Tænk, og selvom hun engang drømte om at blive rektor på gymnasiet på Bornholm, så mener hun nu, at hun har verdens bedste job i politik - uden at være politiker.

En ø i knæ

De fleste kender sandsynligvis Winni Grosbøll fra hendes tid som borgmester på Bornholm.

Det blev hun for 15 år siden, da hun var 33 år gammel. Som en af de yngste borgmestre i landet – og så endda en kvinde med tre børn, var der mange der havde en holdning til den nye borgmester. 2010 var heller ikke et særligt taknemmeligt tidspunkt, husker Winni Grosbøll tilbage.

– Det var på bagkant af en finanskrise, og da jeg tog over, var øen ret meget i knæ.

Hun husker blandt andet, at der var tilbagegang i befolkningstallet, arbejdspladser forsvandt og at den sidste del af fiskeriet forsvandt.

– Det var nogle år, hvor vi prøvede at genopbygge øen og genopfinde en stolthed og en glæde; at skabe en fortælling om, at her var godt at være.

På Bornholm definerede man sig som en del af udkantsdanmark – den del af landet, hvor tingene var på tilbagegang.

– Og her var Folkemødet jo et greb og en idé, vi havde, som kunne være med til at gøre Bornholm kendt for noget andet, og som kunne være med til at vende bøtten, fortæller hun.

Hun har været med til hvert eneste folkemøde siden opstarten, og hun glæder sig til en dag at skulle på Folkemødet uden aftaler, hvor hun kan tulle rundt og nyde stemningen ligesom alle andre. Det bliver imidlertid heller ikke i år, hvilket også er årsagen til, at vi drikker vores øl dampende varm torsdag formiddag.

Bagud på point

Det er fire år siden, hun stoppede i rollen som borgmester og to år siden, hun flyttede fra Bornholm. Tiden i bornholmsk politik er stadig i dag noget, hun er stolt af og ser tilbage på med stor glæde.

– Jeg synes, vi havde held med at samle tropperne og få en hel masse gode ting op at køre. Vi fik Campus samlet, vi fik besøgscenter på Hammershus, Hammerhavn, Ringebakkebrudet og hele det her blev udviklet, fortæller hun begejstret og slår ud med hånden mod det sydende og boblende Allinge.

Hun husker dog også, at hun var slidt, da hun efter 11 år stoppede som borgmester og trak sig med en underlig corona-afslutning, hvor folk måtte komme forbi kontoret en for en og sige farvel og tak.

– Det var en tid med fem nye problemer hver morgen, med dårlige historier i pressen hele tiden og man troede, man skulle bruge sine kræfter på én ting, men så dukkede der noget andet op. Og der var jo masser af diskussioner, fordi jeg var en ung kvinde og jeg havde tre små børn, hvor den yngste var tre år.

Var der også diskussioner, når du var der?

– Ja, men det herlige ved Bornholm er jo, at man også altid hører det der foregår i krogene, fortæller hun med et smil.

Hun husker, at der var en grundlæggende skepsis i forhold til om hun kunne løfte opgaven.

– Jeg tror, det gjorde, at jeg arbejdede meget mere, end jeg ellers ville have gjort, for der var ikke nogen, der skulle sætte en finger på, at jeg ikke kunne løfte opgaven.

– Jeg knoklede virkelig i mange, mange timer. Det var helt vildt, og det var heller ikke holdbart, men det lærer man jo også.

Hvad ville du sige, hvis du skulle give et godt råd til en anden 33-årig kvinde, der vil være borgmester?

– Jeg tror bare, man skal være bevidst om, at når man er en ung kvinde, så er man bagud på point fra start, og det skal man indhente. Det er en præmis, og selvom vi snakker om, at der er ligestilling og vi ser ens på kvinder og mænd, så gør vi det jo ikke. Der er bare et andet syn på særligt en yngre kvinde. Og det må man acceptere, for det er det felt, du arbejder ind i.

Hun fortæller, at dengang hun blev valgt, var det en stående joke, at der var flere borgmestre der hed Erik, end der var kvindelige borgmestre.

– Men man kan sagtens indhente de minuspoint, og jeg fik stor tillid fra folk.

Hun var bevidst om, at hun gerne ville være en god rollemodel for sin datter og hendes veninder og vise dem, at man kan være mor på mange forskellige måder.

– Jeg tror, at man ved at vise det billede, gør det nemmere for den næste.

Man skal hænge sammen

Siden hun stoppede som borgmester, mener hun desuden, at hun har fået en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

– Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt tænke, om det i virkeligheden var det, jeg havde lyst til med mine tre små børn. Det var det jo, for det var et valg, jeg tog, men i dag er jeg mere bevidst om, at det hele skal hænge sammen, og jeg tror jeg har lært, at jeg ikke er en bedre leder af at arbejde 14 timer om dagen, fortæller hun.

På hendes nuværende arbejde er der fokus på hjernepauser og små afbræk i det daglige arbejde, og det har bidraget til en refleksion over de lange dage på rådhuset på Ullasvej.

– Jeg kørte bare på. Jeg startede klokken otte og sluttede klokken 22.00, og så var det svært at falde i søvn, fordi jeg var overtræt. Det får alle hjerner til at brænde sammen.

– Man skal gøre sit bedste, men det skal også hænge sammen, og det gjorde det ikke altid for mig. Så det er nok et andet råd, jeg ville give med.

Er stadig bornholmer

Det er bare to år siden, Winni Grosbøll for alvor tog springet og flyttede til København efter en periode på to år, hvor hun havde pendlet.

Hun indrømmer blankt, at hun troede, det ville være nemt at flytte til København. I realiteten blev hun overrasket over, hvor rodfæstet hun faktisk var på Bornholm

– Jeg slapper bare bedst af på Bornholm. Det er noget med naturen, at man kan få frisk luft og bevæge sine arme. Det ligger så dybt i mig – selvom jeg ikke bor her mere. Så det var faktisk sværere, end jeg troede at flytte til København.

Indtil videre har hun imidlertid fået fat i et hus i Sandvig uden bopælspligt, og her har hun base, når hun jævnligt vender tilbage til Bornholm.

– Da vi skulle flytte rigtigt til København for to år siden, kunne jeg godt mærke, at jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg slet ikke skulle have noget på Bornholm, forklarer hun.

Huset er jævnligt i brug både sommer og vinter, for uanset postnummeret på cpr-adressen, så ved hun, hvad hun er rundet af.

– I bund og grund definerer jeg mig jo stadig som bornholmer, og når vi skal med færgen, så tænker jeg, at nu skal vi hjem. Så Bornholm er stadig hjemme, og huset er vores mulighed for at være bornholmere, selvom vi har jobs i København.

Jeg spørger om hun oplever, at Bornholm har fået sin stolthed tilbage – og hun svarer, at hun synes, det er lykkedes ret godt. Der er dog et enkelt hår i suppen, som hun har observeret fra sin stol i København.

– Når man kigger på øen udefra de seneste par år, så synes jeg, at der har været en rådvildhed…

Hun tøver lidt og leder efter ordene, for hun vil helst ikke snakke om kommunalpolitik, og nogen vil formentlig mene, at den slags slet ikke hører sig til over sådan en tilforladelig sludder. Men det er alligevel for stor en del af snakken om bornholmsk stolthed til, at det kan udelades.

– Jeg tror, at politisk stabilitet gør rigtig meget, og det var noget af det, jeg blev valgt på dengang – at vi skulle arbejde sammen, skabe stabilitet og tage det lange seje træk, men jeg tror det har været svært for øen, at det politiske styre har vaklet lidt.

Hun understreger, at hun har stor respekt for borgmesteren og det arbejde, han lægger for dagen, og hun er ikke blind for, at det er et svært arbejde at sidde i kommunalbestyrelsen.

– Men der har været et byråd, der måske ikke har været så villige til eller evnet eller haft lyst til at arbejde sammen. Og det tror jeg giver flere rystelser i sådan en ø, end man egentlig tænker.

Kaffen er ved at være drukket, og Winni Grosbøll skal videre. Der er fuldt program på de næste ni timer af torsdagen, og så er vi ikke engang begyndt at tale om fredag og lørdag.

Selvom det heller ikke i år bliver en afslappende fornøjelse, så er Folkemødet alt, hvad Winni Grosbøll havde drømt om, og i fællesskab med Bertel Haarder og mange andre, tager hun gerne førstepladsen over fans af Folkemødet.

– Jeg tænker, at vi skal være mega stolte over det, og også værne lidt om det og give det den kærlighed, det trænger til – også fra Bornholm, for selvom det er besværligt, så giver det noget til hele øen. Og det er også et tegn på, hvad man kan løfte, når man løfter sammen.