Snart lukker den tredje

Snart lukker den tredje
Lise Nielsen har selv stået for meget af driften i Østerlars-Gudhjem Pensionistforening. Foto: William Sonne Kaalø
5. MAR • 13:59
5. MAR • 13:59

Tre pensionistforeninger er lukket indenfor tre måneder. Andre steder er der fremgang.

I februar nedlagde Tejn-Olsker Pensionistforeningen sig selv efter udfordringer med regnskaberne og vanskeligheder med at finde nye medlemmer til bestyrelsen. Tirsdag kom turen til pensionistforeningen i Østerlars-Gudhjem og senere på foråret kommer turen til Nylars-Vestermarie Pernsionistforening.

Begge steder går problemerne med at finde frivillige til bestyrelsen igen.

Det fortæller Lise Nielsen, kassererer i Østerlars-Gudhjem Pensionistforening.

– Efter næsten 80 år er det slut med Østerlars-Gudhjem Pensionistforening. Jeg har været kasserer siden 2007, men de seneste år har jeg også fungeret som sekretær og formand, for vi har været uden formand i halvandet år. Jeg har stort set lavet det hele, siger den 82-årige kasserer.

Slut efter 44 år

I lyset af dette besluttede Østerlars-Gudhjem Pensionistforening derfor at nedlægge sig selv på generalforsamlingen tirsdag.

31 af pensionistforeningens 63 medlemmer var mødt op, og beslutningen var enstemmig. Den formelle nedlukning sker på en ekstraordinær generalforsamling den 18. marts på Klippebo, men foreningen kører forårssæsonen ud og slutter med maner, fortæller Lise Nielsen.

– Vi tager på en bustur i maj og så slutter vi med en stor fest den 27. maj. Så tømmer vi kassen og så er det slut, siger hun.

I Nylars-Vestermarie Pensionistforening er historien den samme. Her fejrede man 40-års jubilæum i 2021, og siden er det gået ned ad bakke med medlemstallet. Her besluttede man på generalforsamlingen den 20. februar at sætte endegyldigt punktum for 44 års aktivt foreningsliv med pensionisterne som omdrejningspunkt.

Den formelle lukning sker efter den 11. marts. Her mødes bestyrelsen for at fastlægge datoen for den ekstraordinær generalforsamling, hvor medlemmerne skal afgøre pensionistforeningens skæbne.

Ti tilbage

Danny Christensen, formand for Danske Seniorer på Bornholm, begræder faldet i antallet af pensionistforeninger, men glæder sig samtidig over, at flere foreninger slutter sig til paraplyorgansiationen Danske Seniorer i stedet for.

– Indtil videre har Knudsker Pensionistforening og Allinge-Sandvig Seniorklub meldt sig ind, og det giver god mening, for man får automatisk 6.000 om året i støtte bare for at være med, siger han.

Danny Christensen fortæller, at det altoverskyggende problem i pensionistforeningerne er at skaffe frivillige.

– Det er det evige problem. Alle vil gerne komme til arrangementerne, men der er ingen der vil stille op til bestyrelsen.

Efter lukningen af pensionistforeningerne i Gudhjem, Tejn og Vestermarie er der ti aktive pensionistforeninger tilbage på Bornholm. Det er Allinge-Sandvig Seniorklub, Faglige Seniorer i Rønne, samt pensionistforeningerne i Svaneke, Nexø, Pedersker, Nyker, Aakirkeby, Hasle-Rutsker, Klemensker og Knudsker.

Svend-Eriks kagetaktik

Pensionistforeningen i Knudsker er med sine 400 medlemmer øens største. En anden pensionistforening, som nyder fremgang i disse år, er foreningen i Nyker.

– Det er svært at sige hvorfor, men vi er lykkedes med lave nogle aktiviteter som folk gerne vil deltage i, siger Svend-Erik Sørensen, formand i Nyker Pensionistforening.

Foreningen holder cirka en aktivitet om måneden, og det er medlemmerne selv, der bestemmer hvad der skal ske. Svend-Erik Sørensen vil gerne afsløre, hvordan det foregår.

– Ved årets to sidste arrangementer uddeler vi stemmesedler til medlemmerne og så laver sekretæren og jeg en samlet liste over de indkomne forslag. Og så kan folk stemme. Alle får seks stemmer. Og så er det de aktiviteter, der får flest stemmer, som bliver programmet.

Den årlige stemmesluger er en bustur til Skåne.

– Det er fjerde gang vi skal afsted i år, og vi er 40-45 stykker hver gang, fortæller Svend-Erik Sørensen.

Han vil ikke udelukke, at hans kagetaktik også har været medvirkende til en pæn fremgang i Nyker Pensionistforening de seneste fire år. Da han tiltrådte som formand var der 73 medlemmer i foreningen. I dag er der 124.

– I dag skal jeg ud med medlemskort til to nye. Og det kommer til at koste mig penge. Da jeg tiltrådte som formand i 2020, lovede jeg kage, når vi rundede 100, og da var gået halvandet år, så var vi 100.

Nu er der snart kage igen, for da 100-målet var nået, lovede Svend-Erik Sørensen at give kage igen, når medlemstallet passerede 125, hvilket kan ske indenfor meget få dage. Og så igen, når medlem 150 melder sig.

På den måde er der gået intern sport i at skaffe flere medlemmer til Nyker Pensionistforening.

– Det er medlemmerne, der hverver medlemmer. Vi sætter hyggen i højsædet. Og så hjælper det også, at vi beholder dem der er fraflyttede, siger Svend-Erik Sørensen.

Ældre lever et andet liv

Endelig er der ifølge Lise Nielsen også positive forklaringer på den manglende tilslutning til pensionistforeningerne.

– Ældre lever et andet liv i dag end man gjorde tidligere. Man rejser mere, man spiller golf. Man er aktiv på en anden måde, og folk holder sig i form til de er langt oppe i årene. Man finder fællesskabet andre steder.

 

Opdateret torsdag klokken 16.30: Ekstraordnær generalforsamling den 11. marts er rettet til bestyrelsesmøde. Red.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT