Snart går det løs: 'Det er en gammel drøm'

Snart går det løs: 'Det er en gammel drøm'
De 178 kilometer, som rytterne skal køre på Bornholm, bliver ofte på smalle veje. Foto: Postnord Danmark Rundt
7. AUG • 16:37
7. AUG • 16:37

Om få dage går starten på årets Postnord Danmark Rundt, og det er noget, der glæder de lokale aktører.

For første gang gæster Postnord Danmark Rundt Bornholm, hvor både internationale- og danske stjerner kommer til øen for at køre 12. august.

Det bliver på en hel del smalle veje, som kan skabe et hektisk cykelløb, men bare det, at løbet kommer til, glæder borgmester, Jacob Trøst.

– Jeg ved, at det er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse for mange. At vi er lykkedes med at få Danmarks største etapeløb til øen, kan vi takke en bred kreds af gode, lokale kræfter for. En særlig tak skal lyde til vores erhvervsliv og fonde, som har bakket op og støttet projektet økonomisk. Vi ønsker alle en god festdag og håber, at flest mulige på øen vil være med til at skabe et fælles, stærkt minde fra denne historiske begivenhed, fortæller borgmesteren i en pressemeddelelse fra Bornholms Regionskommune.

Også direktør hos Destination Bornholm, Anders Wiberg, glæder sig.

– Med løbet på øen, får vi Bornholm på verdenskortet som en attraktiv cykel- og outdoordestination. Bornholm har en natur, der adskiller sig fra noget andet sted i Danmark, og vi kan derfor forvente fantastiske tv-billeder fra Bornholm i både ind- og udland, siger han.

Trafikken

Men når cykelrytterne skal ud på landevejene, giver det selvfølgelig også forskellige trafikale ændringer.

Der er eksempelvis busser, hvor der er ændringer i køreplanerne, men også flere veje bliver spærret af i nogle tidsrum, når rytterne kommer forbi.

Det gælder blandt andet ved opløbsstrækningen i Rønne, hvor der fra rundkørslen ved Torneværksvej, til krydset Byledsgade/Borgmester Nielsens Vej og videre ad Borgmester Nielsens Vej til Store Torvegade og til rundkørslen ved Kystvejen bliver afspærret for al trafik fra klokken 15.30 til klokken 17.30.

Der bliver også lukket af ved rundkørslen på Torneværksvej/Nordre- og Østre Ringvej.

"Rundkørslen forventes lukket 20 minutter før første rytter ankommer og til feltet har passeret. Skønsmæssigt sker det cirka klokken 16.20", skriver BRK.

I løbet af weekenden og mandagen kommer der skilte op, som viser de ændrede parkeringsregler. Tirsdagen den 12. august, hvor cykelløbet finder sted, regulerer politiet trafikken, og BRK opfordrer til at følge politiets anvisninger.

På Postnord Danmark Rundts hjemmeside kan du finde et kort over, hvor rytterne skal køre henne. 

Herinde fremgår det også under fanen "rutebeskrivelse, hvornår rytterne forventes at komme forbi rundt på øen - som selvfølgelig er afhængigt af, hvor hurtigt der bliver kørt.

Program for dagen

Klokken 11.30-13.00: Holdpræsentation på havnen, Sdr. Hammer, Nexø

Klokken 13.05: Feltet sendes afsted fra Nexø

Cirka klokken 17.15: Første rytter kører i mål på Nordre Kystvej, Rønne

Cirka klokken 17.30: Sejrsceremoni på scenen ved Nørrekås i Rønne

Kilde: BRK



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT