Slægtsgård solgt ud af familien efter 10 generationer

Slægtsgård solgt ud af familien efter 10 generationer
Der var glæde på begge sider, da Mette Hillersborg Müller og Troels Müller overdrog nøglerne til Vallensgård til Maiken Tolstrup og Lars Tolstrup. Foto: Jens Ole Futtrup, Landbrugsmæglerne
Fredag 29. august 2025 • 16:31
Henrik Nielsen
Journalist
Fredag 29. august 2025 • 16:31

Vallensgård og St. Klintegård i Aaker har fået nye, lokale ejere.

Før sommer valgte Mette Hillersborg Müller og Troels Müller at sætte den gamle slægtsgård Vallensgård samt St. Klintegård i Aaker til salg hos Landbrugsmæglerne. Vallensgård har været i familiens eje gennem 10 generationer, og det gør opgaven med at sælge den til noget særligt, fortæller mægler Jens Ole Futtrup hos det landsdækkende mæglerfirma med hovedsæde i Østjylland. Han har stået for salget sammen med Christian Schulin-Zeuthen, som er indehaver af Landbrugsmæglerne.

– Når man har et salg af en slægtsgård, i dette tilfælde gennem 10 generationer, så er det vigtigt at have respekt for sælgers situation, så det forsøger vi altid at komme i møde, siger Jens Ole Futtrup i en pressemeddelelse.


Efter 10 generationer i samme familie har Vallensgård i Aaker fået nye ejere. Foto: Jens Ole Futtrup, Landbrugsmæglerne

Køber er lokal

Vallensgård har rødder tilbage til 1700-tallet. Efter en brand i 1938 blev ejendommen genopbygget, og i 2015 valgte Troels Müller at nedrive de gamle, udtjente avlsbygninger og opføre to nye stålhaller. I 2019 gennemgik stuehuset en større renovering.

– Fra første kontakt kunne vi mærke, at Landbrugsmæglerne havde en professionel tilgang til opgaven, og samtidig udviste de stor forståelse og respekt for, at vi havde besluttet at sælge min families slægtsgård, hvor jeg er 10. generation. Vi havde simpelthen bare en god kemi mellem os fra start, og det er rart at sidde tilbage, her efter salget er afsluttet, og være tryg ved, at det har været håndteret dybt professionelt, fortæller Troels Müller.

De nye ejere af Vallensgård og St. Klintegård er Maiken Tolstrup og Lars Tolstrup, der i forvejen driver Ahlegård i Aarsballe.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT