Skoven man glemte

Langs skovvejen er der opsat flere bænke, hvor man kan sidde og nyde den ”glemte” natur.

I de senere år er der kommet en ny type skov på Bornholm. Det drejer sig ikke om bestemte træer. Derimod om de mange nye skilte i naturen, som nærmest ligner en skilteskov. På Hammeren findes der skilte med navnet Stenhuggerstien, Finnens fodspor, andre markerer stien langs kysterne eller skilte med navnet Højlyngsstien fra Hammeren på tværs af øen til Aarsdale, en samlet strækning på 67 kilometer.

Almindingen er landets tredjestørste skov, og den har endnu flere skilte. Ved Ekkodalen ses skilte mod de nye moser eller turen gennem Klippestien eller mod rokkestenen og de mange cykelveje. Der er ligeledes nye skilte med en app, så man via sin mobil kan læse om stedets natur og ældre kulturminder.

Alle skiltene er sat som en service for bornholmerne og øens turister. Men skilteskoven er næsten for stor.

Denne artikel handler til gengæld om skoven, man glemte. Området der kaldes for Enebærskoven.

Fra parkeringspladsen ved Bastemose i Almindingen går man tværs over landevejen og følger stien opad. Gennem granskoven kommer man kort efter frem til en grusvej med Enebærskoven på den modsatte side.

En smuk søjleene. Foto: Søren P. Sillehoved


Den gamle klippe hede

Højlyngen udgjorde fra gammel tid indtil 1800 det meste af øens indre og højtliggende områder. Oprindeligt var området ejet af kongen, altså statens ejendom, men bønderne betragtede den som en ”alminding” og benyttede den som afgræsning for deres kreaturer om sommeren, der via hegnede ”fægader” gik en lang rute fra gårdene til græsning på udmarken. Fra 1800 ophørte dette, og ved lov blev det bestemt at dele af de tidligere lyngområder skulle tilplantes for kongelig regning, kaldet for Almindingen. Efter 1842 blev resten af lyngen foræret til øens sogne mod et krav af tilplantning. Derfor har resten af øens skove de gamle sognes navne, kun Rø Plantage blev plantet af staten.

Efter at Almindingen var tilplantet af Hans Rømer, fik hans efterfølger ordre på at tilplante Østre Indlæg med skov. Det er den østlige del af Almindingen med blandt andet Bastemose og Svinemose, der hørte under Lindesbjerg skovdistrikt. Men noget gik galt, måske ved et uheld, for man glemte at tilplante et sted på den modsatte side af landevejen ved Bastemose. Området kaldes for Enebærskoven. Da der endnu ikke er foretaget en plantning, kan man se, hvordan øens gamle højlyng så ud gennem middelalderen.

Området ligner et landskab fra middelalderen med åbne lysninger og ældre træer. Foto: Søren P. Sillehoved

Enebærskoven

Området er fyldt af store sten, såkaldte vandreblokke, der kom med isen under istiden for 25.000 år siden. Da istiden sluttede for 14.000 år blev vandreblokkene liggende. Græsset kaldes bølget bunke, og der er fine pletter med hedelyng. Her vokser både blåbær og tyttebær. De gamle træer er selvsåede fyrretræer, og der ses også popler, bævreasp og flotte birke. Et ældre birketræ har en stammerundkreds på 3,50 meter med en diameter på over en meter. Måske er det landets største.

Man bemærker de flotte gamle enebærtræer. Nogle er høje og slanke kaldet søjleener, andre er lave buske. Mange af enerne har små kogler, nogle er blå andre er grønne. De blå fra sidste år kan anvendes til snaps, enebærsnaps. I England laver man gin af enebær, andre lande producerer genever af bærrene. De kan samtidig give kødet en dejlig smag af røg, hvis man inden stegningen på panden skærer en rille på bøffen og hælder nogle enebær i revnen.

I ælder tider anvendte man enernes hårde træ til kosteskafter og risgærder, og man fejede ligeledes brændeovnen og gulvets grus i køkkenet. Under pesten i 1600-tallet gik man rundt i stuerne med en brændende ene for at tage lugten fra de stinkende bylder hos folk.

Enebærkogler, de blå er fra sidste år og kan anvende til snaps, en lækker enebærsnaps. Foto: Søren P. Sillehoved

En dejlig stemning

Langs skovvejen er der opsat flere bænke, hvor man kan sidde og nyde den ”glemte” natur. Området er indhegnet, da der om sommeren udføres naturpleje med får, geder og køer. Ligesom i gamle dage.

Hvis man ser en lille vogterdreng komme gående med træsko, tophue og en kæp i hånden er det bare ens fantasi. Den bliver endnu værre, hvis man hører ham synger de gamle vogterviser, og helt slemt, hvis drengen synger.

”JÂ VA LIDIJN HORRA

JÂ SKULJE VÂUTA FÅR

FOR JÂ VAR LIDIJN HORRA”

Dermed overtager fantasien stemningen – det er vist på tide at vende tilbage til nutiden.

God tur.

Over hele området ses store og små vandreblokke. Foto: Søren P. Sillehoved