Simon er stadig savnet

| 28. NOV 2019 • 16:28
Af:
elisabeth-krogh

28. NOV 2019 • 16:28
Katten Simon, som i sidste uge blev efterlyst af Merete Høst i Svaneke, er desværre stadig ikke dukket op, fortæller den ulykkelige katteejer.

Simon har været savnet siden midten af oktober og kattens ejere har udsat en dusør for at finde ham.

Simon forsvandt midt i oktober, da en nabo ville aflevere katten til politiet, men blev bedt om selv at køre den til Hoglebjerg Hunde- og Kattepension, hvor naboen har oplyst, at katten slap fra ham. Merete Høst formoder derfor, at katten er i dette område af øen, men også at den kan forsøge at finde hjem og måske dukker op et helt andet sted.

– Jeg har fået nogle henvendelser. Men det er som regel nogen, der har set en grå kat dagen før i et område. Det er rigtig svært at tage ud og lede, da katte jo flytter sig, og folk ikke er helt sikre på, at det er ham. Jeg tager dog altid ud, hvis folk henvender sig, og er taknemmelig for folk gør det. Og jeg leder stadig og sætter stadig sedler op, fortæller Merete Høst.

Simon er en ti år gammel hankat, kastreret, kælen og har som kendetegn et hak i højre øre og en hvid trekant foran. Øretatovering FGW062.

Katten har været væk siden 19. oktober, og Merete Høst har søgt efter katten ved Hoglebjerg, men beder folk holde udkig efter ham over hele øen, da han måske søger hjem.

Hvis man ser en kat, man tror er blevet væk, foreslår Merete Høst, at man tager et billede af den og lægger på Facebook i gruppen Efterlysning Og Fremlysning Af Dyr På Bornholm eller ringer til Dyrenes Beskyttelse på 1812.

Merete Høst udlover en dusør på 2.000 kroner og kan kontaktes på 51294433.