Som vi omtalte i onsdags, skulle økonomi-, erhvervs- og planudvalget have taget stilling til boligprojektet på det tidligere gymnasium på Søborgstræde i Rønne. Men fordi bygherren bag projektet, Kim Christiansen, havde nogle ændringsforslag til de offentliggjorte planforslag, blev sagen udskudt til senere på måneden.
– Vi tager det op igen på et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde. Der var nogle tekniske ting, der skulle rettes, og det ville vi godt lige have fod på, forklarer borgmester Thomas Thors (S).
Næste kommunalbestyrelsesmøde finder sted 25. marts, og det er intentionen, at det ekstraordinære udvalgsmøde skal holdes inden da, så den nye lokalplan hurtigst muligt kan sendes otte uger i høring, hvis der er politisk opbakning dertil.
Kommunen lægger op til at tillade opførslen af 65 boliger i tre etager i de historiske bygninger.