Sænk prisen for tyske turister: Venstre vil flytte statspenge fra Ystad-ruten til Sassnitz

| ABONNENT | 18. APR 2020 • 07:49
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
18. APR 2020 • 07:49
Påsken viste det tydeligt. Bornholms turisme bløder. Nu slår det også igennem i statistikken over arbejdsløse.

– Der går stort set ingen penge ind på turismen. De sæsonledige, der normalt ville gå i job nu, gør det ikke, siger borgmester Winni Grosbøll (S).

For at sparke gang i turismen pusler Venstre på Bornholm med en ide, som gruppeformand Søren Schow håber at få også de andre partier med på.

– Ruten til Tyskland er jo lukket ned for tiden. Her vil det være gavnligt, hvis vores landspolitikere nu kunne snakke med Molslinjen om hele den økonomiske pakke mellem rederiet og staten, siger han.

– Jeg synes, at staten skulle tale med rederiet om at rykke måske ti millioner statskroner fra den samfundsbegrundede rute til Ystad over på ruten til Tyskland for resten af i år og næste år. Det vil kunne give lavere priser for tyske turister, der vælger at holde ferie på Bornholm, siger Søren Schow.

Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen er endnu ikke taget i ed omkring ideen, der vil skulle forbi både Molslinjen og partierne bag det bornholmske færgeforlig for at kunne blive til noget, oplyser Søren Schow også.

Destinationen får ekstra penge

På den kortere bane bevilgede økonomiudvalget onsdag i alt to millioner kroner ekstra til Destination Bornholm, fordelt på en million i år og en mere næste år. Pengene skal dels bruges som bidrag til en fællesdansk turistkampagne, dels på at følge den op med en specifik bornholmsk kampagne.

– Vi havde gerne givet Destination Bornholm et endnu større beløb til markedsføring, men det her er også fint. Nu kan destinationen i hvert fald lave en kampagne for at få folk til Bornholm, når tiden er til det, siger Søren Schow.

De ekstra penge til Destination Bornholm er helt nødvendige, mener også Leif Olsen (SF).

– Der er ingen tvivl om, at vores turisterhverv får en stor udfordring. Forsæsonen er jo væk, påsken er væk, og Folkemødet er aflyst, siger han.

– Når der kommer en yderligere genåbning, tror jeg, at vi står over for en fælles indsats for at få Bornholm på landkortet igen. Det bliver en opgave, som vi skal hjælpes ad omkring.

– Nogle har tænkt, at de ikke kan komme til Bornholm, fordi de skulle igennem Sverige, og det er jo ikke sandt. Men det hjælper jo ikke, hvis folk tror, at det er sandt, siger Leif Olsen.

Mens også Linda Kofoed Persson (DF) står bag de ekstra penge til Destination Bornholm, frygter hun også, at de kan gå til spilde.

– Jeg vil gerne have Bornholm markeret som rejsemål i sensommeren. Det er fint. Men hvad nu hvis næste bølge af corona rammer i sensommeren? siger hun.