Festival kom godt fra start: 'Men bornholmerne mangler'

Festival kom godt fra start: 'Men bornholmerne mangler'
Rockkoncert uden publikum, der står op, danser rundt og kaster med armene. Det giver plads til fordybelse i musikken, mener Kim Andersen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 5. JUN 2021 • 17:00
| ABONNENT
5. JUN 2021 • 17:00

KULTUR

Første dag forløb godt. God musik, god stemning og alt sammen inden for restriktionernes rammer. Rising Festival startede flot ifølge Kim Andersen, der er arrangør og booker ved Rising Festival i Rønne.

Festivalen, der kører på sit fjerde år, måtte aflyse sidste år, men man er vendt stærkt tilbage med et rigtig flot line-up af bands.

– De seneste to år, vi har afviklet Rising Festival, har vi haft de bedste line-ups. Det er rigtig stærkt i år. Mange bands har været spillet rigtig meget i radioen. Rigtig mange af dem, skal også spille i år til Roskilde Festivals enddagskoncerter. Det er bands af en vis kaliber i deres genre, og det er fedt, at vi kan vise dem frem her i Rønne også, siger Kim Andersen.

”Tag en chance”

Selvom musikken er god og fadøllene kolde, så kniber det i år med at få udsolgt. Det har i flere år været et problem, at der ikke har været solgt billetter nok. Det er især bornholmerne, der mangler at komme med på vognen.

De første to år blev festivalen holdt i Benmel-hallen i Nexø. Her kom der folk til fra Nexø, Svaneke og omegnen. Men der kom ikke mange fra Rønne. Næsten ingen faktisk. De seneste to år er det blevet holdt i Musikhuzet i Rønne. Og så kom der folk fra Rønne til, men der kom ikke mange fra Nexø, Svaneke og omegn. Det er generelt et problem at få lokket bornholmerne til, mener Kim Andersen.

– Det er svært at fylde pladserne ud, når man kommer med ny original musik. Folk kommer til festivalen fra København og rundt omkring på Sjælland for at høre det, vi har på programmet. Men vi mangler bornholmerne. Dem vi har med i år, de sælger ud i både Vega og Pumpehuset i København, men det kniber det med her.

– Det håber jeg, at vi med tiden kan ændre på. Jeg håber, vi kan inspirere nogle lokale til at komme og høre noget musik, de måske ikke kender, og måske kender de det alligevel. Vi håber med tiden, at det også bliver en gave til bornholmerne, siger Kim Andersen.

Jeg kan ikke få nok af den siddende rock

Der er smæk på guitaren og trommerne buldrer taktfast derudaf. Du får måske lyst til at stå og danse og måske kaste rundt med håret. Men nej, rocken skal nydes siddende. Musikhuzet er fyldt med stole, så gæsterne kan sidde ned. Og det skal de under hele koncerten.

Derudover skal man fremvise en maksimalt 72 timers gammel coronatest eller et coronapas for at komme ind. Og indtil videre går det godt med at overholde alle regler, siger Kim Andersen. Sidste koncert slutter klokken 24, men baren lukker kl.22 i henhold til coronareglerne. Sådan er der så meget, når man holder koncerter under restriktioner.

Ikke desto mindre ser Kim Andersen en lille fordel i, at publikum nu sidder ned, når der er koncert.

– Jeg tror virkelig, at fremmødte nyder musikken på en helt anden måde. Folk der er her, de kommer for musikkens skyld. Det er meget lettere at lytte til musikken, når folk sidder ned. Der er ingen larm fra folk der skal frem og tilbage og ud i gården, siger Kim Andersen.

Lørdag var der stadig ledige billetter, hvor Kaleiido, Brimheim, Rebecca Lou, Fribytterdrømme og Velvet Volume skal spille.