Region Hovedstadens formand vil være overborgmester i København

Region Hovedstadens formand vil være overborgmester i København
Sophie Hæstorp Andersen – her sammen med partikollegaen Leila Lindén. Arkivfoto
| 29. OKT 2020 • 13:06
Af:
ritzau

29. OKT 2020 • 13:06
Den tidligere overborgmester i København Frank Jensens (S) måtte i sidste uge trække sig efter en række krænkelsessager, og derfor skal Socialdemokratiet finde en ny spidskandidat posten.

Sophie Hæstorp Andersen (S), som er formand for Region Hovedstaden, har torsdag officielt meldt sig som kandidat.

Det siger hun til Politiken.

– Jeg er kandidat til at blive spidskandidat for partiet, siger Sophie Hæstorp Andersen.
 

Winni Grosbøll:
Seriøs og hårdtarbejdende


– Sophie er seriøs, god og hårdtarbejdende - det kunne jeg unde hovedstaden.

Sådan skriver Bornholms borgmester Winni Grosbøll om nyheden om, at regionens formand ønsker at blive overborgmester i København.

 

Dermed er der lagt op til kampvalg. Tirsdag meldte Mette Reissmann sig som den første til at blive kandidat til posten ved valget næste år.

Hun er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og desuden kendt fra TV3-programmet "Luksusfælden".

Sophie Hæstorp Andersens kandidatur har været ventet siden torsdag morgen, hvor undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skrev på Twitter, at hun håbede, at partifællen ville stille op til posten.

Men det var altså før, at Sophie Hæstorp Andersen selv havde meldt sig.

– Hun har en skøn, sprød københavnerkant, er bragende hurtig i hovedet, kan lande politisk aftaler og har et forrygende socialt blik i alle tænkelige sammenhænge, skrev Pernille Rosenkrantz-Theil på Twitter.

– My choice: Sophie Hæstorp.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har blandt iagttagere og politiske kommentatorer også selv været et varmt bud på en afløser for Frank Jensen.

I øjeblikket er Lars Weiss fungerende overborgmester i København.