Râuhöst å höstaortoi

I sidste uge skrev jeg ganske vist, at vi rundede høsttemaet af med to knap 100 år gamle viser i form af ‘Høsta-Viza’ og ‘En ny å plaserli Høstagjijles-Viza’, men man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, så vi tager lige en sidste omgang med fokus på høsten i form af et digt og nogle bornholmske ordsprog om emnet.

Vi lægger ud med Otto J. Lunds digt ‘Râuhöst’, der indgår i digtsamlingen Lyngblomster fra 1930. Digtet beskriver en dag med høst af rug hos Lunds favoritfigur, husmanden, der i modsætning til bonden, som benytter sig af en moderne selvbinder, må klare sagerne på gammeldags vis med ‘saisijn’ (leen). Digtet gengives her med originalens retstavning:

Râuhøst

Nu Râuenj ju snârt moner e,
Kjærnana e fâsta.
Hanj alti ju de fosta ble,
vi skujle te å høsta.
Vi hâusa nok, di gamle sâ:
“Hanj ska i Bån te Lârsedâ”.
De sjer nu ente alti.

Enj Binjara ju Bonenj hâr,
så Øjen di få Slæwed;
men Huzmanj ner frå Bjælkanj târ
sinj Sajs å Hârestæwed,
å Pibelenj te Bys e gån
å kjevva en ny Strøjespån.
I Rivan Tinja sættes.

Å tilia frå Mârnenj å,
så snârt som Doggen letter,
di ajle sammen fnatta på,
sæl Horrenj kanj ble trætter.
Især me lid ustogga Vær,
de gjæjler nok for vær især
å kunja få nâd udræt.

Å når så Dânj hâr gåd lid got,
å ajle hâ bled trætta,
i læje Råzer, Pjot ver Pjot,
stå Næjen nok så nætta.
Et hæjlut Syn ded e å se,
vår rena Stobbana di e;
her injed går te Spijla.

Når så a Soln hâr gåd i Sænkj,
å Sjymninjen hon kommer;
di sætta dom på dorres Bænkj
å vila trætta Lømmer
å snakka lid om småt å stort,
om va a Nâbona hâ gjort,
mens Bællana di farres.

Om ænj de e et Mâz å Sled,
ju nok så ârtit gåred.
Denj bæsta Tiden livel ed
vi hâ på hela Åred. —
Men en Tinj må vi hâusa på
a vi ju høsta, som vi så —.
En go å gammel Læra.

Som det ses, henviser Lund i sidste strofe til et ordsprog eller en talemåde: Man må høste, som man sår. Og ordsprog og talemåder, der kredser om høsten, har vi en del af. Til dagens Bâgsia har jeg således fundet en snes stykker i kantor Johansens store samling af ‘borrijnholmst ortoi’.

En del af dem referer meget konkret til høsten:

• Veddijn ska höstas, når hajn linar en pjøsku hønna.
• “Gjort e gjort”, sâ majn, hajn rev, vår höstakkijn skujlle stå.
• Höstijn e Gods velsainelse, men bonens âz/slæv.
• Höstar ejn ijnhillu, så går’ed te, höstar ejn kuns lid, så slår’ed te.
• Ijnnen muz bler kvalt ujnne et höstalass.
• Å så lid å hösta maied e bonens storsta kunst.
• Hajn, dær sår me vânta på, ska kriva på knæn (el. sina knæ), når hajn höstar.
• Hajn, dær sawar om höstijn, må swælta om vijnterijn.

Andre bruges først og fremmest i mere overført funktion:

• Ejn kajn’te hösta, vår ejn ønte hâr såd.
• Ejn sår, ejn ajn höstar.
• Somma hösta, vår anra hâr såd.
• Som ejn sår, så höstar ejn.
• Sår du hâd, höstar du forhâuelse/fortrydelse.
• Hajn, dær sår vijnn, höstar storm (eller Dæjn, dær så vijnn, awlar storm).
• Va ejn sår i syjnn, må ejn me sorri hösta.
• Dæjn, dær sår (el. strör me) pæjnna, höstar armod.
• Bonijn ska âu så ætte oner höst.
• Ded, dær i ungdommijn sås, i åjlerdommijn höstas.
• Va fârijn hâr såd, höstar sønnijn.
• Fanijn höstar inte sijn kål så gröner.

Og dermed nåede vi faktisk til vejs ende i dette års høsttema.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk