I en pressemeddelelse fremgår det, at eleverne protesterer, fordi nedskæringen kommer til at ramme de studerende, som 'ikke går den lige vej i uddannelsessystemet.'
– Det er de studerende, som har en funktionsnedsættelse. Dem, der vælger om undervejs eller dumper en eksamen. Og dem, som ikke har den økonomiske opbakning hjemmefra, der bliver hårdest ramt. Det bliver en social pilskæv reform, som gør adgang til uddannelse mere ulige, siger Esben Bjørn Salmonsen, forperson for Danske Studerendes Fællesråd.
Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning kan reformen først træde i kraft efter et valg. Derfor vil elever og studerende på tværs af landet kæmpe for at beholde SU-året, og det fremgår, at dagens protest kun bliver startskuddet til kampen for det fleksible SU-år.
– Det her er et meget vigtigt valgkampstema. Det handler grundlæggende om vores lige adgang til uddannelse. Om ikke at øge presset for at vælge rigtigt første gang. Det fylder meget hos gymnasieeleverne. Derfor er regeringens SU-nedskæringer også noget, der betyder rigtig meget hos os elever, siger Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.