Private haller enige: Sådan vil de bruge offentlig pulje

Private haller enige: Sådan vil de bruge offentlig pulje
De selvejende idræts- og svømmehaller er blevet enige om fordelingen af de penge, kommunen har afsat til renoveringsopgaver. Arkivfoto: Jesper Gynther
Fredag 4. april 2025 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
Fredag 4. april 2025 • 19:00

De selvejende idræts- og svømmehaller er blevet enige om, hvordan de vil fordele de penge, kommunen har afsat til deres anlægsopgaver.

En ødelagt kloak, nye vinduer og murerarbejde er noget af det, øens selvejende haller vil bruge deres offentlige tilskud på i år. Hallerne er blevet enige om at fordele de penge, kommunen har afsat til anlægsopgaver, og Aakirkebyhallerne modtager det største beløb.

I kommunens budget for 2025 er der afsat 894.400 kroner til anlægsopgaver i selvejende idræts- og svømmehaller, og efter hallerne er nået til enighed om fordelingen, er en samlet anlægsbevilling på 887.300 kroner for tiden til politisk godkendelse.

Formålet med puljen er at understøtte vedligehold og udvikling af de selvejende haller og er primært rettet mod tiltag, der fokuserer på klimaskærm, energiforbedring og myndighedskrav.

Det vil hallerne lave

Aakirkebyhallerne får godt en fjerdedel af pengene, nærmere bestemt 245.200, til murerarbejde på vestgavlen og sydsiden samt gulv i omklædningsrummet. Derefter følger Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge, som modtager 211.600 kroner til vinduer og og et CTS-anlæg, der kan styre, regulere og overvåge alle tekniske installationer.

Svømmehallerne i Rønne og Gudhjem får henholdsvis 168.200 og 122.700. I Rønne vil man bruge dem til nye vinduer i vindfanget og et kulfilter til svømmebassinet, og i Gudhjem skal man have udbedret skader på en kloak og tilhørende klinkearbejde. Nexøhallen får 74.700 kroner til efterisolering af loft, og endelig modtager Østermariehallen 64.900 kroner til fliser ved indgangspartiet.

Hvis politikerne godkender anlægsbevillingen, vil der være 7.100 kroner tilbage i puljen. Dertil kommer 36.398 kroner, som ikke blev brugt i 2024. Endelig vil eventuelle mindreforbrug ved hallernes planlagte arbejder blive tilbageført til renoveringspuljen til selvejende haller, fremgår det.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT