– Er det så bare en tyk rapport? Nej, det er en analyse, der kan mærkes i hverdagen, både af borgere og medarbejdere. Vi har fået et billede af, hvor vi skal lægge ressourcerne på ældreområdet, så de enkelte borgere ikke får så mange forskellige mennesker ind i deres hjem, sagde hun.
– Sygefraværet er faldet, og de enkelte medarbejdere er kommet meget tættere på deres ledelse. Det har givet meget mere arbejdsglæde, de føler, at de bliver set og hørt, og de oplever, at de kan komme med forslag, sagde Kirsten Wendell.
Også René Danielsson (DF) fandt ældreanalysen god og vigtig. Desto mere ærgrede han sig over to ting: At en hel del medlemmer af den nuværende kommunalbestyrelse efter valget ikke får lejlighed til at følge analysen helt til dørs med mere handling – og dels at forliget om kommunebudgettet også fører til, at socialudvalget får færre penge at gøre det for.
– Tre år tog det. Og det er ikke ældreplejens skyld, det er vores. Jeg er ked af, at det tog så lang tid. Vi er nødt til at hanke op i os selv og sige, at det ikke er godt nok. Hvis det går som normalt, vil omkring halvdelen af os ikke blive genvalgt, og derfor får vi ikke mulighed for at fortsætte det her rigtig gode stykke arbejde, sagde René Danielsson.
– Der er kommet nogle retninger, som vi skal arbejde i. Det er gode retninger. Nu er det så bare ærgerligt, at budgetforliget også skar i de politiske udvalgs muligheder for at bruge af de ubrugte, overførte midler fra sidste år, for de midler havde været vigtige i det arbejde, som vi har foran os, sagde han.