Polakker på storindkøb på Christiansø

Polakker på storindkøb på Christiansø
Så kan turen gå hjemad til Polen. Foto: Nina Bonnén Mourier
Fredag 15. december 2023 • 19:00
Fredag 15. december 2023 • 19:00

Tre polakker satte sejl og købte hos Ruth's Kryddersild 60 bøtter sild til venner og bekendte.

På Christiansøs officielle facebookprofil bliver der her i december dagligt åbnet en låge i julekalenderen, og bag lågen for den 15. december gemte der sig en ganske særlig historie.

Se selv:

Julen er fuld af eventyrlige fortællinger, og i dag får I en af slagsen fra Ruth's Kryddersild. I slutningen af november blev Rikke, der er kvinden bag øens lækre sild, ringet op fra Polen. I den anden ende af røret var en polsk dame, der gerne ville bestille sild. Rikke måtte med beklagelse fortælle hende, at der desværre kun sendes sild inden for landets grænser. Men-men-men, det var intet problem, oplyste damen i telefonen, for hendes polske mand og hans venner havde planer om at sætte sejl og sejle fra Polen til Christiansø for at købe sild.

Tidligt i morges – altså fredag – ankom de tre polske sejlere på deres fine røde sejlbåd, som nu er lastet med intet mindre end 60 bøtter sild til venner og bekendte.

Rygtet er åbenbart løbet i Polen: Skal man have julesild, så er det Ruth's Kryddersild, der skal på bordet. Så med et dagsaktuelt højdepunkt fra året der gik i sildene, ønsker Rikke og resten af sildecrewet alle en rigtig glædelig jul.

Tidende hilser tilbage til Ruth's Kryddersild og til de øvrige beboere på Frederiksø og Christiansø:

Hav en glædelig jul.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT