Oversygeplejerske om potentiel strejke: 'Vi har nødplan og nødberedskab på plads'

Oversygeplejerske om potentiel strejke: 'Vi har nødplan og nødberedskab på plads'
Oversygeplejerske på medicinsk afdeling på Bornholms Hospital, Peter Juul. Arkvfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 14. JUN 2021 • 14:02
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
14. JUN 2021 • 14:02

STREJKE

Natten til lørdag kan der komme strejke blandt sygeplejersker på landet sygehuse. Et flertal af medlemmer i Dansk Sygeplejeråd har mandag afvist et forsøg på nå en overenskomst for sygeplejerskerne. Det oplyser Forligsinstitutionen.

Et af de steder, hvor strejken potentielt kan bryde ud, er på Bornholms Hospital. Oversygeplejerske på medicinsk afdeling på Bornholms Hospital, Peter Juul, fortæller, at hospitalet allerede har nødberedskab og nødplan klar.

– Det er en tydelig udmelding, der mandag er kommet ud, og det tager vi til efterretning og iværksætter allerede nu de nødvendige nødplaner. Vi har lavet en nødplan i forvejen, der skal sikre akutafdelingerne, og at det kører, som det skal, siger han.

Peter Juul fortæller, at en strejke sætter begrænsninger på hospitalet.

– En potentiel strejke får betydning, men vi sætter gang i nødberedskabet i forhold til de aftaler, vi har lavet med Dansk Sygeplejeråd. Det er klart, at en strejke sætter nogle begrænsninger i organisationen, men hvad det helt konkret kommer til at betyde vil blive undersøgt de næste par dage, siger Peter Juul.

To afdelinger kan strejke

Visse afdelinger på sygehusene er helt undtaget strejken. Det drejer sig om afdelinger for livstruende sygdomme, herunder coronapatienter, kræftafdelinger, børneafdelinger og psykiatriske afdelinger.

På Bornholms Hospital er det kun operationsafsnittet og medicinsk ambulatorie, der bliver ramt af strejke.

– Der er nogle områder, der er udtaget til strejke, og det er kun på de to afdelinger, at vi bliver ramt. I begge afdelinger er der patienter, der skal sikres nødberedskab, og det sørger vi selvfølgelig for, fortæller Peter Juul, der ikke kan oplyse, hvor mange sygeplejerske på Bornholms Hospital, der potentielt skal strejke.

Bornholms Hospital vil løbende udsende information til patienter i de næste dage.