Om å smi, mænn jarned e hett

Selvom det ganske vist hedder, at “Ejn ska’nte røsta plommer, forrijn di e mona”, så rummer den bornholmske ortoiskjista en hel del flere opfordringer til det modsatte, nemlig at gribe chancen, når den er der, og ikke vente, til det er for sent.

Ud over overskriftens udsagn om at “Ejn ska/må smi, mænn jarned e hett/varmt”, kan der som et mindre udpluk nævnes:

- Ejn ska bânka på jarned, når de e gloenes.

- Ejn ska nøtta soln, mænn(s) hon sjinner.

- Ejn ska æda pølsan, mænn(s) hon e varm.

- Ejn ska hapsa sailed, mænn(s) dær e vijnn.

- Nøtt vijnnen, mænn(s) hon e go.

- Brøgg föred, mænn(s) de hojller.

- Varm dai, mænn(s) du sidder ver unijn.

- Hæjllere i dâ æjn i mârn.

- Mænn(s) hujnn pissar, ræjnner øllijn/ulijn [ulven] a skâuijn.

Understregningen af, at man skal slå til, når lejligheden byder sig (og samtidig ikke være for kræsen) ser vi også i et digt, jeg stødte på i det igangværende arbejde ved Bornholmsk Ordbog med digitaliseringen af bornholmsksprogede tekster fra 1900-tallets bornholmske dagblade.

Den 20. december 1933 kunne man således i Bornholms Tidende læse digtet “En kjesam Visa om Pær Koffedsa Trina, som inte ble gjevt”. Digtet er skrevet af Otto J. Lund, Bornholms store dialektforfatter, som allerede adskillige gange har fundet vej her til Bâgsian. Det handler om Trina, der er af gode kår og står til at arve en gård. Hun modtager det ene tilbud om ægteskab efter det andet, men alle kandidater har fejl eller mangler, og til sidst sidder hun rynket, gråsprængt og alene tilbage på gården med masser af penge, men uden nogen at dele tilværelsen med. Hon bâgte ønte sit brö, mænn unijn va heder!

Digtet anføres nedenfor med originalens retskrivning (med rettelse af enkelte åbenlyse fejl).

En kjesam Visa om Pær Koffedsa Trina, som inte ble gjevt

Pær Koffedsa Trina va fæseli pen,
så granj som en Rosa der vâuser i Ren,
så râg som en Kjajla, å jøs va hon me,
denj hæjlusta Pibelenj nânj velle se.

Pær Koffed hanj hadde enj præjtier Går,
i Stâuarna Møbler te Tijled mæst når.
Å Penja i Bânkijn å Krajtur i Vong,
å alt skujle Trina ju arra enj Gong.

Å Trina fijkj Frajara, vest å sânt,
i Skokkatâl kom di frå nær å lânt.
Nonna hâ Gåra å andra hâ Huz,
enj ynjkja, som e mæn en fatti Luz.

Men Trina va stor, å pensk på’d va hon me,
Hon vrâgada ajle, som her bø dom te.
Enj finer Hagga te Manj velle hâ,
å seddenenj hijtes der ikje vær Dâ.

Enj va for lidenj, enj anj for stor,
enj va der, som ævent ble Ænjkj i Fjor.
Enj hadde mæn nâuehen Lâza på Rân,
enj anj hadde søjt ætte Konna i Blân.

Enj hadde en Næza der va for rø,
enj anj snakte mæst lesom Hunjana gjø.
Enj Skringelhâz Nels va, frå Markersen å,
å seddan ded va me dom ajle pånå.

Men Årn hâuse løvver, å vi må gå me.
Lid rynjkju om Iven snârt Trina ble,
i Håred der kom âu et ynjkja Stænjkj,
nu tâu hon te takka vest me enj Ænjkj.

Hon sedder så ota å kjekkar så lânt,
å tænjkjer på hannem, som hon ente vânt.
Nu Penja på Renta, så monna hon hâr;
men Frajarna livel enj anj Kos târ.

Når Unenj e heder, så bâg dit Brø.
En Rosa hon kanj âu så rapt gå i Frø.
Der kommer enj Dâ for små Pibla især,
då ni vel hâ ajle, men injenj hâ jær.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk