Nye fartøjer vækker begejstring: Det kan redde liv

Nye fartøjer vækker begejstring: Det kan redde liv
Claus Jacobsen i Leopold Rosenfeldt. Foto: William Sonne Kaalø
Tirsdag 25. februar 2025 • 15:30
Tirsdag 25. februar 2025 • 15:30

De nye redningsfartøjer i Rønne og Nexø kan få afgørende betydning i alvorlige situationer.

Der bliver ekstra meget skumsprøjt og motorbrøl, når Kystredningstjenesten på Bornholm i løbet af de kommende år bliver udstyret med to nye redningsfartøjer. Det fortæller en meget glad stationschef, Claus Jacobsen.

Han hører egentlig kun til i Nexø, men i øjeblikket har Claus Jacobsen ansvaret for den anden redningsstation i Rønne, og han er virkelig, virkelig glad for dagens nyhed. For kommer hastigheden for alvor op, når der er brug for hurtig hjælp, kommer det alle til gode.

– De nuværende skibe har 1.000 hestekræfter, og der kommer vel 2.500-3.000 hestekræfter på de her nye maskiner. Vi har sat nogle krav på de nye redningsbåde i den størrelse, så de skal kunne sejle omkring 35 knob, siger stationschef Claus Jacobsen.

35 knob er næsten en fordobling af de nuværende skibes hastighed. Mads Jakobsen i Rønne kan ifølge Claus Jacobsen skyde omkring 20 knob og Leopold Rosenfeldt i Nexø præsterer 18-19 af slagsen.

De nye skibes forøgede hastighed kan i sidste ende hindre noget fatalt.

– Man kan vel godt sige, at hvis nogen forulykker langt væk, kan det have en betydning i forhold til, om man vil kunne redde liv; det kan man godt sige. Vi gennem alle årene, hvor jeg har været her, altid sagt, at vi skulle have noget større og hurtigere, siger Claus Jacobsen.

Det er dog vejret, der i sidste ende afgør, hvor meget gas man kan give.

– Hvis vejret er helt umuligt, kan man ikke sejle hurtigere af den grund. Så det er føreren, vejret og fartøjet, der bestemmer, hvor hurtigt vi kan sejle. Men jeg vil tro, at i 60-80 procent af de aktioner, vi har i dag, vil vi kunne komme afsted med den høje fart, siger stationschefen.

Små hurtigbåde klarer de badende i nød

Umiddelbart er det mest nødlidende skibe til havs, der får gavn af de nye redningsbådes hastighed. For hvis der er badende gæster, som er i livsfare, har Kystredningstjenesten fortsat noget andet i baghånden, der kan rykke hurtigere ud.

– Nå vi snakker badende gæster ved stranden og kysten, har vi vores FRB’er, og de er endnu hurtigere. De kan sejle 45 knob og gå helt ind til kysten, siger Claus Jacobsen. De nye redningsfartøjer kan dog alligevel få en betydning her, som også kan være livreddende.

– Hvis vi skal ud at eftersøge nogen, der er forsvundet fra kysten, har det selvfølgelig også en betydning, at vi kan komme hurtigere ud og starte en eftersøgning, siger han.

Det er de seneste 8-10 år, at Kystredningstjenesten for alvor er begyndt at snakke om, at man skal have nye redningsbåde. At de nu endelig kommer igennem med deres ønske, får Claus Jacobsen til at gentage sit indledende budskab.

– Du skal huske at skrive, at vi er virkelig, virkelig glade i dag, siger han.

Der går dog lidt tid endnu, inden redningstjenesten kan flyve afsted over bølgerne med 35 knob i de nye fartøjer. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab oplyser, at de leveres mellem 2026 og 2028. Der bliver indkøbt i alt syv nye fartøjer, hvor de to så får bopæl på Bornholm. Hvorvidt Bornholm er først eller sidst i køen er ikke noget, der bekymrer Claus Jacobsen

– Om vi får den første eller tredje både er ligegyldigt. Når de først er færdige med den første båd, går det hurtigere med at bygge de andre. Det vigtigste er, at kontrakten er underskrevet nu, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT