Richardt Vang-Olsen, formand for den lokalhistoriske forening, glæder sig over, at det stadig kan lade sig gøre at udgive kalenderen. Udgivelsen løber kun lige akkurat rundt, takket være frivilligt arbejde af den lokale fotograf Mikael Vang og redaktør Bente Clausen.
Foreningen havde faktisk på et tidspunkt droppet udgivelsen, fordi det var blevet for dyrt at få produceret kalenderen. Men det medførte en del efterspørgsler fra folk, der savnede kalenderen.
– Kalenderen rummer denne gang en del byhuse i Hasle, hvor vi sidst havde et tema med fotos fra kysten, siger Richardt Vang-Olsen.
Hasle-kalenderen 2026 kan købes i den lokalhistoriske forening samt i Spar og Brugsen i Hasle.