Skovvejen kaldes Krakvej. På vejen ligger store mængder af træernes frugter. Under egetræerne ligger agern, der spiser af egern og mus, skovskaderne samler dem og laver vinterdepot. Bøgetræerne frugter kaldes bog, de spises af små fugle, bogfinken er faktisk opkaldt efter sin føde føden. Avnbøgens vingede frugter hænger stadig oppe på træet.
På højre side af skovvejen ses en mose. Den tidligere tørvemose kaldes ”Græssøen”. Vandet er surt, der er ikke meget liv, de senere år er søen blevet bevokset med den flydende grønne krebseklo. Om sommeren ligner det græs, navnet er derfor fint.
Skovvejen fører nedad bakken, på grund af terrænet og klipperne skaber bækken små vandfald om efteråret. På venstre siden af vejen ses en lang række høje thujaer. De blev plantet i 1910. Den åbne plads i baggrunden er Rømer Minde med en høj obelisk med hans ansigt i profil. Hans Rømer døde i 1836. Mindelunden og obelisken blev først anlagt 1893.
Man følger forsat skovvejen, passerer et ældre stråtækt hvid stenhus, man engang brugte til skovens redskaber. Flere små sideveje mod venstre fører til Gamleborg. Langs den store skovvej ses på højre side en sumpet mose. Den kaldes ”Dyre sølen”. Navnet skyldes, at skovens kronhjorte ofte lå og ”sølede” sig med mosens mudder. Øens sidste kronhjort blev skudt i 1786, så det er et gammelt navn.
Ved den første store sidevej går man mod højre, op ad bakken og ser over det store nyfældede område med sine mange synlige flade klipper, der kan ligne pandekager. Ved en låge i hegnet kommer man ind i området. Mellem de utallige MTB-spor ser man over området og ser efter den største af klipperne. Det er ”Lysthuset”.