Mulighed for besøg vækker glæde: Beboere har efterlyst det

Mulighed for besøg vækker glæde: Beboere har efterlyst det
Som formand for Ældre Sagen Bornholm har Birger Rasmussen fået henvendelser fra både beboere og pårørende, som har efterlyst bedre muligheder for at tage på besøg på øens plejecentre. Derfor glæder det ham, at besøgsrestriktionerne er blevet ophævet. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 12. FEB 2021 • 10:54
Henrik Nielsen
Journalist

12. FEB 2021 • 10:54

ÆLDRE

Det blev modtaget med glæde, da regionskommunen torsdag kunne meddele, at det igen var muligt at tage på besøg hos familiemedlemmer og venner, som bor på et af øens plejecentre. Styrelsen for Patientsikkerhed ophævede de besøgsrestriktioner, som har været gældende i månedsvis, og det er både Ældre Sagen Bornholm, Bornholms Ældreråd og Danske Seniorer Bornholm tilfredse med.

– Jeg synes, det er en fornuftig beslutning, og den vækker sikkert glæde, for der har været en forventning om, at når man først blev færdigvaccineret, så ville der komme nogle lettelser. Herovre har vi ovenikøbet oplevet, at vi har haft et lavt smittetryk, så man var efterhånden begyndt at spørge sig selv, hvad der egentlig skulle til, hvis vi skulle have lettet det her. Det har så vist sig, at det er det her, der skal til, siger formand Birger Rasmussen fra Ældre Sagen Bornholm.

Kredsformand Danny Christensen i Danske Seniorer er også glad for, at kommunen har fået lov til at åbne for besøg på plejecentrene.

– Støtter det fuldt ud, fortæller han kort og godt.


Siden november har beboere på øens plejecentre kun kunnet få besøg i meget begrænset omfang. Torsdag blev besøgsrestriktionerne imidlertid ophævet på grund af det lave smittetryk og udrulningen af vacciner. Arkivfoto: Berit Hvassum

Stadig passe på

Bornholms Ældreråd finder det også glædeligt, at det er slut med de restriktioner, som har været gældende siden den 20. november.

– Det har været nogle lange mørke vintermåneder, inklusive julen, hvor vores ældre beboere har været underlagt restriktionerne med besøg i yderst begrænset omfang. Ensomhed og depression har været ulykkelige følger for mange. Selvom vi har vinter nu, så kan man se frem til, at foråret kom tidligt, for så vidt angår normale forhold for besøg, fortæller formand Erik A. Larsen i en pressemeddelelse.

Baggrunden for ophævelsen af besøgsrestriktioner er netop de lave smittetal og vacciner, som Birger Rasmussen henviser til. Derfor gælder det også om at holde smitten i ave ved at tænke sig om, siger han.

– Man skal stadigvæk passe på, der er ikke bare frit slag på alle hylder. Vi har en klar fornemmelse af, at de pårørende benytter sig af den lejlighed, der er for at få taget en test, inden man går ind og besøger sin gamle bedstemor, eller hvem det nu er. Det er i hvert fald det, vi oplever i vores egen familie, at vores børnebørn er meget opmærksomme på, at de lige skal have en test, før de møder op. Så det er vi trygge ved, siger Birger Rasmussen til Bornholms Tidende.

FÅ ABONNEMENT