Mød Birgit og Annie på den særlige bænk i Nyker

Glas, keramik, den nye købmandsforretning, pensionistture og noget unikt i træ. De har historier på hjertet i Nyker.

Tidendes rullende redaktion har kun holdt foran Nyker Forsamlingshus i ganske kort tid, inden Annie Christiansen traver over gaden og hen til minibussen, som den rullende redaktion hører til i.

Der er gemt en god markedsføringsdame i Annie. Faktisk ikke særlig godt gemt, for efter at have sagt goddag, peger hun i retningen af en butiksfacade.

– Du skal ned og skrive om deres forretning, siger Annie Christiansen, hvis mundvige leverer brede smil ad libitum.

Hun er 84 år gammel og har levet hele sit voksne liv i Nyker. Derfor har Annie også set de udfordringer, som Nyker kæmper med.

– Der sker lidt, og det er en gennemkørselsby. Det betyder noget, at Brugsen og minimarkedet er lukket, siger hun.

84 år er ingen hindring i at yde en indsats for andre. Hun bor i en almen bolig på den anden side af Nyker Hovedgade, og de fleste af hendes naboer har svært ved at klare sig selv.

– De går med rollatorer, og folk kommer ikke ud. Det er synd, at vi ikke kommer hinanden ved, siger hun. Så det gør Annie en indsats for at få skabt sammenhold blandt beboerne.

Hun styrede centralen

Hendes vej til arbejdsmarkedet gik gennem telefonkablerne.

– Da jeg blev konfirmeret, sendte min mor mig ud til Nyker Central. Hver anden dag passede vi telefonerne, og hver anden dag gjorde vi rent, fortæller hun. Annie Christiansen nåede at sidde ved omstillingsbordet i tre byer, indtil det hele blev automatiseret.

– Jeg kom til Lobbæk, og det var et hul i jorden. Der var jeg halvandet år, og derefter skiftede jeg til Allinge Central. Det var KTAS, og de gav en bedre løn. Frøken Pedersen i Lobbæk gav ikke alt for meget i løn, siger hun.

Da telefoncentralerne blev nedlagt, passede det meget godt med familieforøgelsen.

– Efter Allinge var det hjem at passe børn, siger hun. Annie Christiansen blev godt gift.

– Vi har altid boet i Nyker. Min mand var meget aktiv og blev formand for alt, hvad der var muligt i Nyker. Han brændte for det hele. Alting. Det var hans Nyker, siger hun.

Hendes mand gik bort i februar

– Han fik en blodprop for syv år siden, så jeg passede ham. Vi flyttede herned for fem år siden, fortæller hun. Det er muligt, at Annies mand var en driftig og energisk herre, men hun har det også selv i blodet. Det er blandt andet lykkedes hende at overtale Bornholms Boligselskab til at sætte en bænk op foran de handicapvenlige boliger. Den hedder Præke Bænking og, som Annie udtrykker det, skal den bruges til sladder. Udsagnet leveres med et grundigt glimt i øjet.

En hopper på 76 år

Mens hun viser bænken frem, kommer den til sin ret. For nu dukker Birgit Munk op. I første omgang sætter Birgit sig ned og snakker med Annie, men pludselig får hun et indfald, rejser, bøjer ned i knæene, sætter af og med et kraftfuldt hop står Birgit oppe på bænken, mens hun strækker højre arm ud og retter pegefingeren mod en flagstang bag bygningerne.

– Der bor vi, siger hun. Hendes mand er handicappet og kan ikke klare sig selv, så Birgit står for plejen. Efter at have peget færdigt, hopper hun ned igen, men Birgit Munk er også kun 76 år, og der er mange kræfter i hende endnu.

– Jeg har brug for at komme ud og bruge noget energi, forklarer hun. Dagens energiudladning bliver brugt på hendes bror. Han bor to huse fra Annie, men har ikke lige så mange kræfter som den 76-årige.

– I dag har jeg vasket tøj og skiftet sengetøj, så jeg har ikke tid til at blive gammel, siger Birgit Munk.

Der er handling bag ordene.

– På søndag skal vi til Sønderborg og bagefter i sommerhus med familien på Sjælland, siger hun.

Og så skal Birgit videre. Der venter nye pligter.

Det samlede støv

Annie Christiansen peger og sætter kursen mod Atelier 3781. Her huserer Nina Skardal Thingvad og Helle Mie Olsen. De har en butik fyldt med glas og keramik. Det er ikke hentet langvejs fra i kasser, det er skabt inde i baglokalet, hvor de to kvinder sidder overfor hinanden. Helle tryller med glas, mens Nina står for keramikken.

– Vi har haft butikken siden marts. Der var så mange ting, som lå og samlede støv, så det kunne vi lige så godt gøre noget ved, siger Nina. Hun tog teten og præsenterede ideen for Helle, som sagde ja.

– Der er en lav husleje her, og vi synes, det er dejligt at sidde og lave noget sammen, siger Helle.

Den 13. september flytter de to kvinder deres bedste værker udendørs.

– Vi har marked her, og det koster ikke noget at være med. Man skal bare komme med bord og stol og sætte det op, forklarer Nina. Opfordringen er hermed givet videre.

Ikke lige ved mor og far

Sven Erik Sørensen kommer hen til minibussen med de temmelig markante farver.

Han er 72 år gammel, men på ingen måde sygnet hen. Sven Erik er en del af bestyrelsen i det anpartsselskab, der står bag den kommende købmand i Nyker og også manden, der arrangerer pensionistture til byens knap så unge. Han har boet 30-35 år i Nyker, flyttede hertil fra Rønne, men er oprindelig fra Vestsjælland.

– Det er den klassiske soldaterhistorie. Da jeg skulle være værnepligtig, havde jeg valget mellem artilleriet i Holbæk og Bornholms Værn, siger han.

Det var en købmand, der beseglede Sven Eriks skæbne. Ikke på godt og ondt, men på godt.

– Jeg var i lære som købmand. En kollega havde været ovre på Bornholm og kunne fortælle, hvor fantastisk der var. Sven Erik Sørensen overvejede situationen. Holbæk lå 20 kilometer væk fra far og mor, mens Bornholm lød en smule mere eksotisk. Så selvom det betød tabet af adgang til mors kødgryder i friweekenderne, blev der dømt Bornholm fra 1. januar 1973.

– Så blev jeg hængende herovre, for her var jobmuligheder, siger han.

Et kaos på torvet

Først var han sommervikar hos Købmand Hammer i Gudhjem, men pludselig dukkede de store muligheder op. Bornholmercentret var begyndt at skyde i vejret på hjørnet af Store Torv, og her var der brug for Sven Erik Sørensens evner samt ikke mindst hænder. Øen fik sin første Favør, og alt skulle bygges op helt fra bunden af.

– Vi skulle åbne midt i februar, men jeg begyndte sommeren inden. Intet var bygget færdigt, og det var nogle hårde tider. Men hold op, hvor var der et godt sammenhold, siger han. Hele holdet blev mødt af nogle store hvide vægge og absolut intet andet.

– Først skulle der inventar ind, og så skulle der en helvedes masse varer ind. Der kom en ny palle, og hvor fanden skulle man nu stille den hen? Hvor står køkkenrullerne? Det er vist nede bagved. Sven Erik fortæller. Og smiler. Nok er der gået 50 år, men hans pionertid som kommis på Bornholm ligger ikke særlig langt tilbage i hukommelsen.

”Goddag, hvem er I?”

Han har ingen planer om at flytte herfra, for Bornholm byder på noget særligt, og Nyker i særdeleshed.

– Når man først har boet her i så mange år, kommer man til at kende stort set alle mennesker, og det er det hyggelige ved det – man møder folk, hilser på hinanden og har et godt naboskab, siger han.

Det var præcis sådan, Sven Erik oplevede det, da han og hustruen rykkede til Nyker.

– Efter vi var flyttet op til Mølleallé, gik der er halv time, og så kom folk. ”Goddag, hvem er I, hvor kommer I fra, vil I have noget kaffe?” Sådan var det, fortæller kommis emeritus fra Vestsjælland.

Gang i kassen

Selvom han er glad for Nyker, er han også lidt bekymret.

– Byen lider af, at der ikke er nogen arbejdspladser. Det er kun en by, man bor i, siger han. Men det er dog netop kun lidt bekymret, som Sven Erik er. For ude i horisonten lurer der noget, som kan give Nyker en Obelix-stærk trylledrik. Den kommende købmand.

– Nu skal vi have den op at stå. Det håber jeg bringer lidt liv tilbage i byen, og det er virkelig afgørende, siger han. Sven Erik Sørensen er med i forreste geled, når det handler om at banke butikkens fysiske rammer på plads.

– Det har været en alt for lang proces, og det er der ikke noget at gøre ved, men vi har virkelig været udfordret, siger han.

Der er dog lys forude – både for den kommende butik og for mere liv i Nyker.

– Nu er vi nået så langt, at vi har fået malet. Vi har fået meget ros for, at bygningen er så flot, og nu skal vi i gang indvendig. Der er allerede 25-30, der har meldt sig frivilligt, fortæller Sven Erik Sørensen storsmilende. Nykers fremtid er ikke kun afhængig af kasseapparat og kølediske, men byen vil få et boost, når købmanden slår dørene op for første gang.