Godt fire millioner kroner kan Bornholm modtage fra staten og bruge som tilskud til istandsættelse af nedslidte boliger og forsamlingshuse, ombygning af tomme erhvervslokaler og til områdefornyelse. Pengene kommer fra Landsbyfornyelsespuljen, som har fordelt 117 millioner kroner mellem 53 kommuner.
Tanken er, at pengene skal sætte gang i udviklingen af landsbyer til glæde for både nuværende og kommende beboere, og heldigvis har Bolig- og Socialstyrelsen valgt at se bort fra, at der historisk ikke er nogen landsbyer på Bornholm.
Danmarks Nationalleksikon fortæller, at bebyggelsesmønsteret på Bornholm fra ældre tid har adskilt sig fra det øvrige Danmark. Her på øen var landbrugets gårde ikke organiseret i landsbyfællesskaber, og derfor findes der ikke landsbyer i egentlig forstand på Bornholm, men det ændrer ikke ved, at Bornholm både var ansøgningsberettiget og blandt modtagerne af penge fra Landsbyfornyelsespuljen.
På finansloven for 2025 var der afsat en statslig udgiftsramme på 80,8 millioner kroner til landsbyfornyelse. Af dem kan Bornholm få 2,77 millioner kroner. Dertil kommer ikke-forbrugte midler fra tidligere år på 36,3 millioner kroner, og af dem er 1,24 millioner kroner øremærket til Bornholm. Det betyder, at vi i alt står til at modtage 4,01 millioner kroner fra puljen.