Kommunalbestyrelsen gav torsdag grønt lys til at den nordvestlige del af Aarsdale Havn overdrages til foreningen Aarsdale Havn.
– Foreningen har passet rigtig godt på havnen i mange år og har længe haft et ønske om et mageskifte. Det synes jeg, de fortjener, sagde Leif Olsen (SF), der godkendte ansøgningen i Natur- og Miljøudvalget den 2. februar på betingelse af, at havnearealet ikke må afhændes uden tilladelse fra kommunen, og at havnen falder tilbage til kommunen i tilfælde af at foreningen går i opløsning.
Forslaget blev godkendt af en enig kommunalbestyrelse. De samlede udgifter på i alt 15.850 kroner dækkes af Center for Ejendomme og Drifts pulje til grønne områder.
Der indgår ingen bygninger i overdragelsen.