Leder: Hvad skal velfærd koste?

Velfærd koster. Det er en ting politikere både er meget bevidste og pinligt uvidende om. At de er bevidste om det, oplever man eksempelvis med det gængse politikersvar: "Hvor skal pengene komme fra?". At de er uvidende viser sig i de beslutninger, der tages – eller rettere ikke tages. For hvis konsekvensen på ikke at handle ikke har direkte indflydelse på genvalg, er det mere belejligt at skyde beslutningen til et godt stykke ud i fremtiden, hvor prisen for handling til gengæld er noget dyrere.

Den igangværende sygeplejerskestrejke er et resultat af politikernes hjørnespark, da den faldende interesse for arbejde i velfærdsstaten længe har været kendt. En analyse fra Damvad Analytics viser, at alene Hovedstadsregionen kommer til at mangle knap 10.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030. Særligt slemt står det til med at rekruttere nye sygeplejersker. Ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal vil der allerede i 2025 mangle 6000 sygeplejersker på landsplan.

Det er ikke en problematik, der er opstået ud af det blå. Under den bureaukratiske tanke om New Public Management har politikere i regionerne og Folketinget sluppet teknokrater løs i det danske sundhedsvæsen i en evig jagt på besparelser og effektiviseringer. Selvfølgelig skal tingene gøres mere effektivt og pengene bruges fornuftigt, men i over 20 år har sundhedspersonalet forsøgt at råbe op om, at der immervæk er grænser for, hvor hurtigt man kan lægge et drop eller fortælle et forældrepar, at deres lille pige har kræft.

Men blandt politikere og meningsdannere har man ladet hånt om disse nødråb.

Så kom coronapandemien, og alle politikere begyndte pludselig at øse ud med ros til velfærdsstatens frontpersonale. Et håb spredte sig blandt sundhedsvæsnets ikke lægeuddannede arbejdere: Ville samfundet langt om længe respektere og belønne dem for deres arbejde?

For sygeplejerskernes vedkommende kom det svar i foråret. De kunne få en lønstigning på fem procent over de tre kommende år. Det svar var sygeplejerskerne ikke tilfredse med, og efter sagen var en tur forbi forligsmanden, blev der kaldt til strejke.

Uanset om man er enig i sygeplejerskernes krav eller ej, bør man først og fremmest stille spørgsmålet: Hvor meget vil vi betale for velfærd? Hvor meget vil vi betale for, at – pandemi eller ej – vi kan komme på sygehuset og få en hurtig, sikker og effektiv behandling? For skal man tro sygeplejerskerne, er det netop det, der er på spil.

Årtier med nedskæringer, nedladende retorik om sygeplejersker og hårdt og stressende arbejdsmiljø har gjort sygeplejefaget til noget nær ikke attraktivt at være i – i hvert fald i et helt arbejdsliv. En rundspørge blandt tillidsfolk fra 2021 viser, at der ofte er færre end tre ansøgere til en sygeplejerskestilling, og at erfarne sygeplejersker ofte erstattes af nyuddannede sygeplejersker. Ligesom cirka fem procent af alle sygeplejersker i arbejde hver måned søger et andet job end sygeplejerske.

Kigger man på de tal, lader spørgsmålet ikke til at være, om vi vil give sygeplejersker lidt ekstra i lønningsposen, men hvor meget? For jo længere politikerne skyder problemet om manglen på sygeplejersker, jo mere kommer det til at koste på sigt. For den dag vi står og mangler flere tusinde sygeplejersker på hospitalsgangene, er den mest nærliggende løsning at tilbyde hurtige, markante lønstigninger for at lokke flere til. Lønstigninger som langt overstiger, hvad sygeplejerskerne forlanger i dag.